Hjemmebanen skal løfte Team Esbjerg til Budapest

03/05 - 2024

Hvis Team Esbjerg for tredje år i træk skal være med i lodtrækningen til EHF Champions League Women Final4 i Budapest, kræver det en ny sejr over ungarske FTC-Rail Cargo Hungaria. For selvom danskerne tog hjem med en etmålssejr, var den ikke nok til at give en større fordel.

Var det blevet til en større sejr, kunne den have været brugt som buffer, men den luksus er ikke til stede denne gang. Uafgjort vil stadig sende Team Esbjerg til den ungarske hovedstad, men at spille efter sådant et resultat er umuligt i håndbold.

Derfor handler det om en ny kamp, som skal vindes for esbjergenserne, og det er tankegangen, som holdet træder ind i Blue Water Dokken med.

– Vi kan ikke bruge føringen til så meget, andet end det er et godt udgangspunkt. Vi skal ikke hente noget, men vi skal stadig vinde. Men at vinde over FTC er stadig en stor mundfuld. Vi er dog bevidste om opgavens karakter og den værdi, der ligger i at lykkes, siger cheftræner Jesper Jensen.

Og de ungarske vicemestre er en af de største mundfulde, der findes. Som tidligere beskrevet ligger de til at vinde mesterskabet i denne sæson, hvor de også har vundet pokalturneringen. Samtidig har de en uovertruffen evne til at toppe, når det virkelig gælder. Udebanesejren over Brest er meget fortællende, og det bliver også Team Esbjergs største opgave søndag eftermiddag.

– Det er et teknisk spil, som begge hold tager med, og derfor handler det om at finde de sidste få procenter. Spillet bliver dog nogenlunde det samme, da det er det, som holdene har brugt ni måneder på at perfektionere. Så det handler om, hvem der er bedst til at gøre de ting og finde de rigtige tidspunkter til det, siger cheftræneren.

Holdet kan dog juble over, at de har hjemmebanen i den afgørende kamp. Mange drabelige slag er blevet afgjort til Team Esbjergs fordel i Blue Water Dokken, ofte takket være de mange tusinde tilskuere, og holdet håber inderligt, at det kommer til at ske igen.

– Vi håber, at hjemmebanen kommer til at betyde meget. Det er en x-faktor, som vi har, hvor vi har spillet godt, og det er vi stolte af. Der har ikke været brug for den i lang tid, men vi håber, at der kan komme denne elektriske stemning, som kan give os lidt ekstra, opfordrer Jesper Jensen.

Alle spillere er ved at være på højkant igen, efter flere var ramt af lidt småsygdom i midtugekampen mod SønderjyskE. Derfor er alle med og klar til at jagte endnu en stor triumf.

Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League Women kvartfinale kamp 2 mod FTC-Rail Cargo Hungaria søndag den 5. maj kl. 16.00 i Blue Water Dokken:

Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Sanna Solberg
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Rikke Iversen og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Live Rushfeldt Deila, Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller, Nora Mørk, Luciana Resende Rebelo og Henny Reistad