Referat: - Vi kiggede på hinanden og sagde, at det var en kamp, vi ikke skulle tabe

17/10 - 2026

Med en pausestilling på 14-14 gik Team Esbjerg-mandskabet lidt skuffet ind i omklædningsrummet. De satte sig på kampen allerede fra første fløjt, men tekniske fejl og brændte skud gjorde, at Brest Bretagne Handball spillede sig ind i EHF Champions League-opgøret igen. Efter at have set lidt film på kampen i pausen, kom danskerne ud og leverede det, der skulle til. Og mere til.

I kampens første minutter lignede det, at Team Esbjerg kunne lukke kampen, inden den overhovedet var gået i gang. De første fire angreb førte til fire mål, mens de første fire defensive aktioner gav nul scoringer i de anden ende.

Franskmændene tog deres første timeout efter fem minutter, og den fik udeholdet bedre med i kampen. Dette skyldtes også, at Team Esbjerg begyndte at smide bolde væk i kontrafasen, og flere gange endte det også brændte skud på store, åbne chancer.

Brest kom derfor bedre med i opgøret, og det halede stille og roligt ind på Team Esbjerg. Alt var også helt lige mellem de to mandskaber efter de første 30 minutter, og det kunne franskmændene være mest tilfreds med.

For det var hjemmeholdet, som var bedst, men som manglede lidt skarphed i de små momenter.

– Vi havde nogen perioder i første halvleg, hvor vi smed nogen bolde væk i kontraerne, da vi manglede lidt fokus. Ellers syntes jeg, at vi havde godt styr på det, og vi kunne sagtens have ført med tre-fire mål. Vi fik mulighed for at kigge lidt på kampen i pausen, og der så vi nogen ting, som vi kunne rette til, og så kiggede vi også på hinanden og sagde, at denne kamp skulle vi ikke tabe, sagde Tomas Axnér.

Med den indstilling gik Team Esbjerg ud til anden halvleg med en uhørt stor skarphed. I de sidste 30 minutter satte de ikke mange fødder eller hænder forkert, og det måtte franskmændene smage på.

Med et kvarter igen kom momentet, der knækkede kampen. Silje Solberg lavede en feberredning på et stregskud, og fire sekunder senere havde søsteren, Sanna, sendt kontramål i netmaskerne til en føring på 25-19.

Hjemmeholdet lykkedes med at holde niveauet gennem hele kampen, hvor det også blev til 30 minutter til Julie Scaglione i sin hjemmebane debut. Hun var også med til at gøre det nemmere for rengøringen, da hun fjernede spindelvævet flere gange i målet.

Føringen blev udbygget, og det er ikke helt uvigtigt, hvis der bliver kigget mere langsigtet. Målscoreren er afgørende, og med en nimålssejr over Brest, står Team Esbjerg med gode kort, hvis det ender lige mellem de to mandskaber.

– Jeg er meget tilfreds med kampen. Især fordi vi også vinder anden halvleg med ni mål. Spillerne var godt forberedte, og de var også gode til at følge planen i begge ender af banen, sagde Tomas Axnér.

Med sejren forbliver Team Esbjerg på andenpladsen i gruppen, men de er alene i den position. FTC vandt sikkert over Dortmund, og dermed beholder de førstepladsen. De to hold skal møde hinanden i næste runde.

Næste kamp er første om små to uger. Torsdag den 29. oktober tager Team Esbjerg mod København Håndbold i Pokalturneringen. Det er kvartfinalen, der skal spille i Blue Water Dokken, og vinderen går videre til turneringens Final4, der spilles i Odense mellem jul og nytår. Kampen går i gang klokken 18.30.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Brest Bretagne Handball 35-26 (14-14)

Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 10 (6), Mia Emmenegger 7, Helene Kindberg 5, Julie Scaglione 4, Live Rushfeldt Deila 3, Sanna Solberg 3, Elin Hansson 1, Olivia Löfqvist 1, Marit Røsberg 1.

Redninger Team Esbjerg: Katharina Filter 7, Silje Solberg 5.

Topscorer Brest Bretagne Handball: Kiara Tshimanga 5.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 2

Brest Bretagne Handball: 2

2111 tilskuere i Blue Water Dokken.