Optakt: 54 timer efter sejr står Team Esbjerg igen på det blå gulv

09/11 - 2026

Tiden til at hvile over en vital sejr i EHF Champions League må komme senere for Team Esbjerg. Blot 54 timer efter opgøret mod FTC blev sat i gang, skal esbjergenserne igen i kamp i Blue Water Dokken. Denne gang i Bambuni Kvindeligaen mod rivalerne fra Ikast Håndbold.

Mødet med Ikast kommer på et tidspunkt, hvor gæsterne virker ramt. Skader og graviditet gør, at de må undvære flere store profiler. Samtidig har de også ramt en lidt dårlig stime. Først missede de chancen for at kommer i Pokalturneringens Final4, da de tabte til Viborg HK, og i fredags var det Silkeborg-Voel, der tog pointene.

Det er dog ikke fordi, at Team Esbjerg får de perfekte forberedelser heller. Søndag eftermiddag var de ude i et slidsomt topopgør mod FTC i Champions League, og to døgn senere skal de igen stå klar til at præstere. Hård kost for esbjergenserne, erkender cheftræner Tomas Axnér.

– Det er tæt mellem kampene, så vi får ikke meget tid til at forberede os. Vi skal først bearbejde kampen mod FTC, og så skal vi have kigget lidt på denne kamp. Det er et nyt hold, vi skal møde, som er ramt af skader og graviditet, så det bliver lidt en ny modstander. Opgaven bliver dog uanset, at vi skal have de to point, slår Tomas Axnér fast.

Team Esbjergs forsvar har i den seneste tid leveret flere gode præstationer. København så skriften på væggen og spillede i overtal hele kampen, og FTC blev også presset ud i at spille i overtal.

Tomas Axnér spår også, at Ikast godt kunne finde på at benytte sig af dette værktøj til kampen, og det bliver noget, som truppen kommer til at forberede sig på.

– De har spillet meget syv mod seks på det seneste, og når vi møder hold, der har et godt flow i deres overtal, som vi gjorde mod København, så kan det være svært at spille mod. Men omvendt hvis man kan stjæle nogen bolde indimellem og score i et tomt mål, så mister man også selvtilliden. Det er svært at spille syv mod seks i 60 minutter uden fejl, selvom København var gode til det, siger cheftræneren.

De to dage mellem kampene er svær nok i sig selv, men det er også værd at have in mente, at i weekenden skal Team Esbjerg til Budapest for at møde FTC igen i Champions League.

Fokus ligger dog på tirsdag aften, hvor det igen skal handle om at få de to point og dermed bevare status som ubesejrede.

– Står vi godt i forsvaret, og finder vi den rigtige intensitet og arbejdsvilje, så tror jeg på, at vi vil kunne vinde kampen, siger Tomas Axnér.

Team Esbjergs trup til kampen i Bambuni Kvindeligaen grundspilsrunde 10 mod Ikast Håndbold tirsdag den 10. november kl. 20.00 i Blue Water Dokken:

Målvogtere: Katharina Filter og Silje Solberg
Venstre fløj: Elin Hansson og Sanna Solberg
Højre fløj: Mia Emmenegger og Marit Røsberg
Streg: Rikke Iversen og Olivia Löfqvist
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Henriette Eggen, Helene Kindberg, Line Myers, Nora Mørk, Henny Reistad og Julie Scaglione.