Referat: Decimeret Team Esbjerg tog stor skalp i Odense

30/09 - 2026

Skadeslisten var lang, da Team Esbjerg tog turen over Lillebælt for at møde Odense Håndbold i første direkte duel mellem de to guldaspiranter i Bambuni Kvindeligaen. Flere profiler kunne ikke være med, og derfor var holdet allerede presset, inden opgøret gik i gang. Men holdet har stået i sådan en position før på Fyn, og igen lykkedes det holdet at sætte en glimrende præstation sammen, som førte til to point.

Panderynkerne var dybe. Nok ikke kun hos cheftræner Tomas Axnér, men nok også hos mange Team Esbjerg-fans, da de fandt ud af, hvem der var skrevet på holdkortet. Silje Solberg fik en mindre skade i landsholdsugen, Line Haugsted var ikke blevet sin skade helt kvit, og så var Henny Reistad ude med sygdom. Sammen med Julie Scaglione og Tabea Schmid var det næsten et helt hold, som sad ude.

Spillerne skulle dermed rykke nærmere sammen, og der var glimt af det i første halvleg. Fysikken handler om vilje, og det er altid noget, som man kan tilføje, og her ramte holdet det helt rigtigt. Forsvaret stod nemlig godt og skabte mange tekniske fejl. Samarbejdet med Katharina Filter var også stærk, og den tyske målvogter leverede også.

Angrebsmæssigt var der lidt flere udfordringer. Udeholdets målvogter tog nemlig også fat, og derfor blev syv mod seks-spillet også et værktøj, som hurtigt kom op af kassen.

Odense havde dog altid problemer med de tekniske fejl, og derfor lykkedes det aldrig fynboerne helt at stikke af, og derfor blev det en lidt målfattig affære i de første 30 minutter.

Hjemmeholdet begyndte bedst efter pausen, men 10 minutter inde trådte Katharina Filter for alvor ind i kampen. Med flere redninger i træk havde hun en stor andel i, at det lykkedes Team Esbjerg at komme foran for første gang i kampen siden 1-2, og det var føring, de ikke gav slip på.

Med Nora Mørk som chefkirurg på midten af banen for syv mod seks-spillet havde hun magten til at bestemme, om patienten skulle overleve, og hun valgte, at Team Esbjerg skulle have sejren. Hun leverede de afgørende afleveringer, der satte de andre spillere op til succes, og de omsatte chancerne, da det virkelig gjaldt.

– Stoltheden fylder første og fremmest. Vi manglede nogle spillere i dag, hvor vi havde den sværeste udebanekamp i den danske liga. Vi vidste, vi skulle stå godt i forsvaret og have en god præstation i målet, og vi gjorde de ting, som vi aftalte på forhånd. Vi var kliniske i vores syv mod seks-spil, og jeg må give stor ros til Rasmus (Vandbæk, assistenttræner, red.) for at være arkitekten i den del af spillet, sagde Tomas Axnér.

Da holdet mødte ind til træning i tirsdags, vidste trænerstaben, at de ville være uden Line Haugsted og Silje Solberg, og så håbede de på, at Henny Reistad kunne blive klar, men de tog deres forhåndsregler, hvis hun ikke gjorde.

– Vi forberedte på, hvis Henny ikke ville blive klar. Vi talte kampen igennem og var afklarede med, at hun ikke ville blive klar. Men jeg er bare meget tilfreds med holdet i dag, og det måde vi klarede det på. Holdet fightede sig til sejren og viste god attitude, sagde cheftræneren.

Med sejren er Team Esbjerg alene på toppen af Bambuni Kvindeligaen med fem sejre efter fem kampe. På søndag gæster montenegrinske OTP Buducnost Blue Water Dokken til en kamp i EHF Champions League. Opgøret går i gang klokken 14.

Kampen i tal:

Odense Håndbold – Team Esbjerg 23-26 (13-11)

Målscorere Team Esbjerg: Live Rushfeldt Deila 6, Nora Mørk 6 (5), Helene Kindberg 4, Mia Emmenegger 4, Rikke Iversen 2, Elin Hansson 2, Henriette Eggen 1, Marit Røsberg 1.

Redninger Team Esbjerg: Katharina Filter 13.

Topscorer Odense Håndbold: Tina Abdulla 4 (1).

Udvisninger:

Team Esbjerg: 4

Odense Håndbold: 4

I Sydbank Arena.