Referat: Team Esbjerg lagde hurtigt låg på kampen mod EH Aalborg
09/09 - 2026
Otte minutter efter kampens første fløjt havde Team Esbjerg skabt en føring på syv mål. Hvis det før var et bjerg, som EH Aalborg skulle bestige for at komme fra Blue Water Dokken med point, blev det bjerg hurtigt til en rumrejse. Gæsterne fik spillet sig op i Bambuni Kvindeliga-opgøret, men forskellen var stor mellem de to mandskaber.
Derfor var det også et opgør, hvor spændingen hurtig løb ud. Gæsterne fik kæmpet sig op i første halvleg, efter de tog en timeout, men da Team Esbjerg igen skruede bissen på, løb de fra aalborgenserne på tavlen igen.
En stilling på 20-10 ved pausen fortalte sit tydelige sprog. Og da føringen forblev på det dobbelte op gennem anden halvleg, var de to point sikret tidligt.
Dette gav dog tid til flere spillere. Luna Larsen fik godt med spilletid, og det blev også til endnu en debutant fra egne rækker. Den 19-årig højreback Emma Strunck fik sammen med sin ungdomsmakker de sidste otte minutter på banen. Debutanten kom også frem til en stor chance på et flot gennembrud, men afslutningen manglede den sidste skarphed. Blue Water Dokken var ellers klar til at eksplodere en anden gang denne aften.
Den første eksplosion skete, da Line Myers fik scoret sit første mål. Den ellers håndboldpensionerede bagspiller, der ikke har spillet en kamp i fire år, var først tiltænkt en rolle i forsvaret, men det blev også til flere minutter i angrebet. Og som sagt; mål.
– Det blev lidt mere end forsvaret. Det er som om, at hver gang jeg har været til træning, så er det blevet lidt mere, end hvad vi har aftalt. Jeg kunne også mærke, da jeg spillede i begge ender, at jeg var helt smadret til sidst, sagde Line Myers, der var et stort smil efter comebacket i Blue Water Dokken.
Myers’ første mål tændte hallen lidt, og det var som om, at det var noget, som gav bagspilleren blod på tanden. Kort tid efter kom hun gennem forsvaret og scorede sit andet mål.
– Altså jeg har jo knap nok scoret til træning, da jeg ikke kan skyde særligt hårdt og ikke har den power i armen mere, men vi har også nogle gode målvogtere, sagde bagspilleren. Fortsat med et kæmpe smil.
Humøret var stort efter sejren over EH Aalborg. Med hjælp fra de to ungdomsspillere og Line Myers fik flere af de mere faste spillere tid til at hvile lidt i et opgør, der hurtigt blev lukket. Og der var brug for hjælpen, idet Line Haugsted og Helene Kindberg ikke var at finde på holdkortet denne aften.
Forhåbentlig er de med på søndag, hvor der skal spilles Champions League på Gl. Vardevej. Norske Sola gæster Blue Water Dokken, og Team Esbjerg har muligheden for at fortsætte den resultatmæssige gode start på sæsonen. Kampen går i gang klokken 16.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – EH Aalborg 38-22 (20-10)
Målscorere Team Esbjerg: Live Rushfeldt Deila 7, Henny Reistad 7 (1), Mia Emmenegger 5, Nora Mørk 4 (1), Henriette Eggen 4, Elin Hansson 3, Line Myers 3, Rikke Iversen 2, Olivia Löfqvist 1, Marit Røsberg 1, Katharina Filter 1.
Redninger Team Esbjerg: Katharina Filter 8 (1), Silje Solberg 6.
Topscorer EH Aalborg: Frida Nielsen 5.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 0
EH Aalborg: 2
1498 tilskuere i Blue Water Dokken.