Magisk aften i Blue Water Dokken sikrer mesterskabet

02/06 - 2026

Sport kan være fortryllende.

Få ting kan få lignende følelser frem i over 3000 tilskuere på ét sted, og få ting kan skabe så elektrisk en stemning, som sport kan.

På en varm sommerdag i juni lykkedes det Team Esbjerg at hente det danske mesterskab hjem, da de slog Odense Håndbold med 35-29. Sammen med de mange tilskuere i Blue Water Dokken var de danske mestre med til at skabe en magisk stemning, hvor især anden halvleg blev afgørende for, at pokalen igen kom hjem til Gl. Vardevej.

Flere faktorer blev afgørende i sæsonens sidste kamp i Bambuni Kvindeligaen. Hjemmebanen havde netop den rolle, som Team Esbjerg-truppen håbede på. Gennem opgøret var de med til at skabe en stemning, der var guld værd, men tilskuerne var med til at skabe en symbiose med holdet på banen, da det virkelig gjaldt.

Hjemmeholdet havde teten gennem hele opgøret, men i anden halvleg lykkedes det gæsterne at få bedre fat, og trods en føring på to ved pausen, fik de kontakt i indledningen af de sidste 30 minutter. De kom op på 22-21, inden Team Esbjerg igen fik skabt en ny føring på to.

Og denne blev afgørende. Forsvaret fik i en periode på 10 minutter virkelig godt fat, hvor Odense havde svært ved at komme gennem. Og ved hvert mislykkede forsøg, svarede tilskuerne med et jubelbrøl, der kunne høres i den anden ende af byen.

Samtidig fik Team Esbjerg også fat i offensiven, men en noget speciel opstilling. Henny Reistad blev mandsopdækket, hvilket var med til at bryde rytmen lidt i angebet. Syv mod seks var løsningen, også så ikke helt alligevel.

Olivia Löfqvist kom ind på banen, og bare hendes indtrædelse var nok til at rykke Odense-defensiven ned. Dermed behøvede hun ikke at gå helt ned på stregen, for der var lidt pludselig plads igen til Reistad. Og hvis de holdt markering, røg stregspillerne ned på sin plads.

For det meste gik Odense ned i deres 6-0-forsvar, og dermed forblev Löfqvist nær bænken, så hun hurtigt kunne blive skiftet ud. Dette var også med til at neutralisere fynboerne hurtige opgiverkast, hvilket er en af deres forcer. Dermed havde stregspilleren en betydende rolle uden helt at være en aktiv spiller.

– Vi prøvede det også sidste år i et par angreb, og vi kiggede på, om det var noget vi kunne bruge for at fjerne trygget lidt. Vi talte lidt om at bruge det i kamp to, men vi gemte det til i dag, og i dag var det et godt modtræk, sagde cheftræner Tomas Axnér.

For hver gode aktion i kampen, blev brølet i Blue Water Dokken kun større, og kampen knækkede totalt over. Team Esbjerg kørte videre på den bølge, som de havde været med til at skabe, og Odense virkede modløse, resignerende.

Den varme hal gjorde også, at gæsterne måske manglede de sidst ressourcer i anden halvleg. Team Esbjerg gjorde en dyd af at skifte mere ud i første halvleg, og dette kom dem muligvis til gode i anden, på tidpsunktet, hvor kampen vippede.

Selv to timeout inde for to minutter hjalp ikke for gæsterne, og da Zoe Sprengers nogle minutter senere gjorde det til 30-22 var kampen knækket, og guldduften begyndte at sprede sig i Esbjerg. Trommesektionen holdt også traditionen i hævd og tog bluserne af.

De sidste 10 minutter var en stor juble. Selvom der var en chance for at gøre det til plus 10, så var det af kosmetisk betydning. Mesterskabet var hjemme, og guldparykkerne blev fundet frem. Odense kom tilbage i anden halvleg, men de kom aldrig tæt nok på.

Kampens sidste aktion havde dog stor betydning, selvom opgøret var afgjort. Michala Møller brød igennem, og hun gjorde det til kampens resultat, 35-29. Bagspillerens sidste mål i den rød trøje.

– Jeg er en smule rørt over, at jeg kan slutte af med et mesterskab på hjemmebane. Det har været fem fantastisk år, og dette var virkelig fint punktum, siger Michala Møller.

Forløsningen var også stor hos cheftræneren.

– Der har været store forventninger hos fansene, medier og os selv, så denne guldmedalje har været meget forløsende, siger han.

Mesterskabet er det sjette for Team Esbjerg. Og dette skal naturligvis fejres. Onsdag eftermiddag kører bussen ind til Torvet, hvor man kan komme at hylde holdet for endnu en pokal i det allerede trængte pokalskab. Bussen rammer midtbyen klokken 16.30.

Og sådan kan sport også være fortryllende.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Odense Håndbold 35-29 (19-17)

Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 8 (2), Zoe Sprengers 6, Helene Kindberg 5, Sarah Dekker 4, Michala Møller 3, Live Rushfeldt Deila 3, Rikke Iversen 2, Marit Røsberg Jacobsen 2, Nora Mørk 1, Kathrine Heindahl 1.

Topscorer Odense Håndbold: Mie Højlund 6.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 0

Odense Håndbold: 0

3328 tilskuere i Blue Water Dokken.