Mesterskabet skal hjem til Esbjerg igen
26/05 - 2026
I fjor endte sæsonen med triste miner. Trods en udebanesejr i første kamp tabte Team Esbjerg de to sidste kampe i sæsonen, og dermed vandt Odense Håndbold mesterskabet. I år møder de to mandskaber igen hinanden i finalen i Bambuni Kvindeligaen, og denne gang er det med esbjergensisk hjemmebanefordel.
Det var nemlig Team Esbjerg, der vandt grundspillet, og derfor går de også ind til opgørene velvidende, at hvis det ender i en tredje og altafgørende kamp, skal den spilles i vante omgivelser i Blue Water Dokken.
Hjemmebanen på Gl. Vardevej udgør også rammen for det første opgør, og det bliver med to hold, der har set frem til kampene i et stykke tid. Begge afgjorde nemlig deres semifinaler i to kampe.
– Det bliver sjovt at spille finale, og vi begynder på hjemmebane med et forhåbentligt fyldt Blue Water Dokken bag os. Vi ser muligheder i kampene, men vi ved også, at det er to jævnbyrdige mandskaber, som skal møde hinanden, siger cheftræner Tomas Axnér.
Hver gang de to hold krydser klinger, bliver det altid drabeligt. Senest var i grundspilsfinalen, hvor Team Esbjerg kom ud af det med en sejr, men Odense har overtaget, når det kommer til finaler, idet de vandt pokalfinalen mellem jul og nytår i denne sæson.
– Det bliver altid tæt og intenst, når vi mødes. Det er to hold, som vil gøre alt for at vinde. Det er to meget fysiske mandskaber, og det er de to bedste i landet, så det bliver spændende kampe. Det er nu, det hele skal afgøres, og det sidste skal findes frem, siger cheftræneren.
I disse opgør handler det ofte om dagsformen. I fjor endte det ofte i udebanesejre, hvilket også vidner om, at de to hold altid kan slå hinanden.
Cheftræneren er også at den overbevisning, at en god plan ikke vil være nok til at kunne vinde disse kampe. Alt skal gå op i en højere enhed. Ikke blot på det kollektive plan, men også de individuelle præstationer skal være på sit højeste.
– Begge hold kommer ind med en god plan, og de vil prøve at finde nye ting frem og finde modtræk til hinanden. Derfor bliver det vigtigt, at vi også har de individuelle præstationer med os. Begge hold har spillere i verdensklasse, så kollektivet og det individuelle niveau skal være højt, siger Tomas Axnér.
Truppen er også klar til at give alt for at mesterskabet igen kommer hjem til Esbjerg.
Team Esbjergs trup til kampen i Bambuni Kvindeligaen final kamp 1 mod Odense Håndbold onsdag den 27. maj kl. 20.30 i Blue Water Dokken:
Målvogtere: Silje Solberg og Anna Steffensen
Venstre fløj: Elin Hansson og Zoë Sprengers
Højre fløj: Sarah Dekker, Mia Emmenegger, Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Rikke Iversen og Olivia Löfqvist
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Helene Kindberg, Michala Møller, Nora Mørk og Henny Reistad.