Solid begyndelse på slutspillet med sejr over SønderjyskE

15/04 - 2026

Team Esbjerg gjorde et godt stykke arbejde, da de onsdag aften tog hul på Bambuni Kvindeligaens slutspil med en udebanesejr over SønderjyskE. Gennem opgøret udviste de stor kontrol over kampen, og derved står holdet klar til kvartfinalen på lørdag.

Et mantra i sport er, at man skal tage én kamp ad gangen. Hold fokus på det kommende opgør, vind det, og skifte fokus til det næste. Det er dog ikke altid sådan det helt foregår. Især ikke når kampen efter kampen er en kvartfinale i EHF Champions League.

Men sådan var vilkårene for Team Esbjerg, og heldigvis var det opgave, som truppen kunne være i. De leverede nemlig en ganske fin præstation over SønderjyskE, hvor det blev til en sejr, der aldrig rigtig kom i fare.

Team Esbjerg lagde ud med at komme hurtigt i front, og det var en føring, de aldrig gav væk igen. Hjemmeholdet havde op gennem anden halvleg en god periode, hvor de fik sat lidt grus i maskineriet for Team Esbjerg, men forskellen blev aldrig mindre end fem mål.

Og da gæsterne efterfølgende fik en lignende periode, hvor SønderjyskE havde svært ved komme frem til scoringer, endte det med en klar sejr. Føringen strøg i vejret, og Team Esbjerg kunne se på måltavlen, at sejren ikke kom i fare. Slutspillets første sejr kom dermed i hus.

– Det var en kamp som ønsket. Vi fik gennemført opgøret på en god måde, og vi var i kontrol gennem alle 60 minutter, sagde cheftræner Tomas Axnér.

– Vi vidste, at de ville trække tempoet ud og spille meget syv mod seks. Dette ville kræve tålmodighed fra os, og det havde vi. Vi spillede også selv syv mod seks, for det koster færre kræfter at spille det, og vi var effektive til det. Så det var en god kamp, hvor vi også fik fordel ressourcerne godt, afsluttede cheftræneren med henvisning til kampen på lørdag.

For det er nemlig CSM Bucuresti, der gæster Blue Water Dokken i den første af to kvartfinaler i EHF Champions League. Holdet jagter et godt udgangspunkt for returopgøret i Rumænien, hvor billetten til Final4 i Budapest skal fordeles. Kampen på lørdag går i gang klokken 18.

Kampen i tal:

SønderjyskE – Team Esbjerg 22-35 (11-16)

Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 8 (1), Live Rushfeldt Deila 4, Nora Mørk 4 (2), Katharina Filter 3, Elin Hansson 3, Olivia Löfqvist 3, Sarah Dekker 3, Michala Møller 2, Anne Tolstrup Petersen 2, Mia Emmenegger 2, Kathrine Heindahl 1.

Topscorer SønderjyskE: Sarah Paulsen 7 (1).

Udvisninger:

Team Esbjerg: 0

SønderjyskE: 2

I Sydbank Arena.