Slutspillet går i gang, men kvartfinale lurer
15/04 - 2026
Kampen onsdag aften på udebane mod SønderjyskE Kvindehåndbold er startskuddet på slutspillet i Bambuni Kvindeligaen, men for Team Esbjerg venter der et opgør i weekenden, der er sæsondefinerende. Hvordan håndterer truppen den udfordring?
Der kan nemlig ikke herske tvivl om, at den første kvartfinale i EHF Champions League mod CSM Bucuresti på lørdag har afgørende betydning for holdet. En af klubbens store ambitioner er nemlig at komme til Final4 i Budapest igen, og selvom den har stået på deltagelse i de seneste fire udgaver, er det ikke ensbetydende med, at der automatisk vil komme en mere.
Af den grund står Team Esbjerg også lidt i en prekær situation. For naturligvis skal holdet også klare sig godt i slutspillet. Der er nemlig også semifinaler, der skal kvalificeres til, men cheftræner Tomas Axnér erkender, at kampen på lørdag fylder.
– Selvfølgelig har vi noget fokus på kampen mod SønderjyskE, det er to point, vi spiller om, men opgøret på lørdag er bare ekstremt vigtigt. Vi kommer derfor også til at bruge dette opgør på onsdag til at gøre os klar til weekenden, siger Tomas Axnér.
Han fortæller også, at holdet gerne vil have en god start på slutspillet, som de træder ind i med to point qua sejren i grundspillet. En sejr vil isolere Team Esbjerg i toppen af gruppen, der også tæller København Håndbold og Nykøbing F. Håndbold.
– Vi ved, at vi har denne vigtige kamp, men vi skal stadig gøre et ordentligt stykke arbejde mod SønderjyskE. Vi har mødt dem tidligere, så vi har også en god fornemmelse af, hvordan vi skal gribe kampen an. Vi skal huske på, at det er et hold, som er kommet med i slutspillet og besidder kvaliteter, vi skal være opmærksomme på, siger cheftræneren.
Størstedelen af truppen er også kommet sent hjem til Esbjerg. De danske og svenske spillere havde kamp sent søndag aften, og derfor bliver de også udfordret af, at de ikke har mødt hinanden mange gange ind kampen fløjtes i gang onsdag i Aabenraa.
– Flere er kommet sent hjem, så vi har først kunnet lave status tirsdag. Vi skal lige have de ting på plads igen, og så skal vi have en god start på slutspillet, så vi også er klar til kampen mod CSM, siger Tomas Axnér.
Af samme årsag ved han endnu ikke, hvem der er helt klar til at tage turen sydpå til kampen om de to første point i slutspillet.
Team Esbjergs trup til kampen i Bambuni Kvindeligaen slutspil runde 1 mod SønderjyskE Kvindehåndbold onsdag den 15. april kl. 18.30 i Sydbank Arena:
Målvogtere: Katharina Filter og Anna Kristensen
Venstre fløj: Elin Hansson og Zoë Sprengers
Højre fløj: Sarah Dekker, Mia Emmenegger, Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Rikke Iversen og Olivia Löfqvist
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Helene Kindberg, Michala Møller, Nora Mørk og Henny Reistad.