Pointene kom i hus, men tankerne lå også på næste kamp
18/03 - 2026
Kun tre mål skilte onsdag aften topholdet og bundholdet i Bambuni Kvindeligaen. Bjerringbro udviste stor skarphed i opgøret, men Team Esbjerg havde lige det ekstra i sig. Og det var på trods af en anderledes optakt og en vital kamp, der lå lidt i baghovedet.
Cheftræneren gjorde det klart, at tre mål ikke var nok. Der burde have været større forskel mellem netop top og bund i ligaen. Men samtidig fandt han det også ganske naturligt. Truppen havde nemlig fået fri op til kampen, så de kunne få mere hvile. En sparsom ressource på denne tid af sæsonen.
– Jeg var mest tilfreds med, at vi vandt kampen. Vi havde en lidt anderledes tilgang til kampen, da spillerne fik fri, så de også kunne få lidt pause, sagde cheftræner Tomas Axnér efter kampen.
Undervejs havde han set Team Esbjerg fører fra start til slut, men aldrig med det store forspring, som de har excellerede i at skabe tidligt i opgørene. Hjemmeholdet lykkedes med at bide sig fast i gæsterne, der en enkelt gang i første halvleg havde chancen for at komme foran med seks og lægge låg på kampen.
Det lykkedes ikke. Heller ikke da muligheden igen kom anden halvleg.
– Det blev lidt rodet, men mange havde nok også kampen mod Podravka i baghovedet. Det gjorde nok også, at vi heller aldrig helt fik lukket kampen. Bjerringbro endte med at komme tilbage, hvilket gav dem en tro på tingene, og de spillede også en god kamp, sagde cheftræneren.
Sejren var naturligvis det vigtigste at få. Måden kunne have været bedre, erkendte Tomas Axnér også, men enkelte gange skal man også se langsigtet. Michala Møller, Rikke Iversen og Judith van der Helm kom alle i aktion denne aften. Det samme gjorde Nora Mørk, der var tilbage fra sygdom. Sundhedsstaben kan dermed også til frem til at trille tommelfingre igen, og det er håbet for enhver håndboldklub.
Af samme årsag var der brug for de hviledage op til opgøret. Skaderne har været mange, og de skal ikke ramme på dette tidspunkt af sæsonen.
– Vi havde brug for en pause, så spillerne kunne tanke lidt energi op. Der har knap nok været en fridag til dem i flere måneder, og så er det svært altid at være 100 procent klar til næste kamp, sagde Tomas Axnér.
Med de to point holder Team Esbjerg fast i førstepladsen i Bambuni Kvindeligaen. Der er tre runder tilbage af grundspillet, hvor modstanderne er helholdsvis Nykøbing F. Håndbold, Horsens Håndbold Elite og Odense Håndbold.
Lørdag går Champions League i gang igen. I ottendedelsfinalen venter kroatisk HC Podravka, der tidligere har mødt Ikast Håndbold og Odense i gruppespillet. Her blev det til et enkelt point i et uafgjort mod fynboerne, mens de resterende blev tabt.
Team Esbjerg har derfor gode muligheder, men det er på hjemmebanen i Kroatien, de har leveret deres største resultater i denne sæson, og derfor skal danskerne være varsomme i det første opgør. Kampen går i gang klokken 16.
Kampen i tal:
Bjerringbro FH – Team Esbjerg 30-33 (14-15)
Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 6 (2), Helene Kindberg 5, Olivia Löfqvist 4, Live Rushfeldt Deila 3, Elin Hansson 3, Marit Røsberg Jacobsen 3, Michala Møller 2, Zoe Sprengers 2, Nora Mørk 1, Kathrine Heindahl 1, Judith van der Helm 1, Line Haugsted 1, Sarah Dekker 1.
Topscorere Bjerringbro: Melina Kristensen og Mathilde Østergaard 6.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 2
Bjerringbro: 2
I Bjerringbro Idræts- og Kulturcenter.