Forventningsglæden er stor, men kræfterne bliver udfordret
22/08 - 2026
En ny sæson står for døren for Team Esbjerg, der går ind til sæson 2026/27 som danske mestre. Titlen betyder, at de igen i år skal spille med i Bambuni Super Cup, hvor de skal møde de forsvarende cupvindere fra Odense, som vandt trofæet over esbjergenserne. Nu står de to rivaler igen over for hinanden i en kamp om sæsonens første titel, men det er to hold, som er udfordret på ressourcerne.
For Team Esbjergs vedkommende handler det om en trup, hvor Tabea Schmid og nyerhvervelsen Julie Scaglione sidder ude med skader. Småskavankerne har også banket på døren i opstarten, og derfor har truppen også været på skånekost i begyndelsen på den nye sæson.
– Vi har prøvet at træne hjemme i Esbjerg så ofte som muligt, og vi har prøvet at træne fornuftigt med nogen spillere, hvor vi har skulle finde en balance mellem arbejdsbyrde og træning. Vi har ikke mange nye spillere i år, og derfor har vi kunnet kigge mere på det individuelle end kollektivet. Vi har ikke brugt meget tid på relationerne og timingen, og det har været en fordel for os, siger cheftræner Tomas Axnér.
Der er også kun tre nye ansigter. Silje Solberg tyvstartede i sidste sæson, hvor hun gik hen og fik en afgørende rolle for at hive mesterskabet hjem. Bagspilleren Henriette Eggen er kommet til fra Tertnes i Norge, og så ankom førnævnte Julie Scaglione tidligere på ugen.
Med to spillere ude af opgøret på søndag bliver Team Esbjerg lidt presset, men Odenses holdkort har også været på skrump. Maren Aardahl, Xenia Smits, Anna Grundtvig og Andrea Aagot er alle ude under lykkelige omstændigheder blandt andet.
Fynboerne har dog også været aktive og hentet flere nye spillere ind. Blandt de mere bemærkelsesværdige er Anna Vyakhireva og Johanna Bundsen. To spillere i den absolutte top. Udover Xenia Smits, der også er ny i den orange trøje, er Romee Maarschalkerweerd, Matilde Vestergaard og Emilie Clemmensen også kommet til.
– Begge hold har været ramt, men det er også de to hold med flest landsholdsspillere og med den største arbejdsbyrde gennem hele sæsonen. Vi ved, at Odense har et stærkt hold, selvom de har flere spillere ude. De har høj kvalitet på hele holdet, siger cheftræneren, der peger på forsvaret som det vigtigste for Team Esbjerg.
– Odense har gode offensive kvaliteter. De har spillere, som vi skal have styr på, så forsvaret bliver nøglen for os, for vi har et godt koncept i angrebet.
Team Esbjergs trup til kampen i Bambuni Super Cup mod Odense Håndbold søndag den 23. august kl. 13.30 i Arena Randers:
Målvogtere: Katharina Filter og Silje Solberg
Venstre fløj: Elin Hansson og Sanna Solberg
Højre fløj: Mia Emmenegger og Marit Røsberg
Streg: Rikke Iversen og Olivia Löfqvist
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Henriette Eggen, Line Haugsted, Helene Kindberg, Nora Mørk og Henny Reistad.