Igen fik Ikast ørene i Team Esbjerg-maskinen

11/03 - 2026

Ved seneste møde mellem Team Esbjerg og Ikast Håndbold løb esbjergenserne afsted med en sikker sejr, og i dagens møde mellem de to kombattanter blev det mere af det samme. Hjemmeholdet trak hurtigt fra i opgøret i Bambuni Kvindeligaen, og det kunne midtjyderne ikke følge. Igen på en første halvleg, hvor alt gik vestjydernes vej.

For Team Esbjerg havde styr på kampen fra start til slut. Der gik kun fem minutter før en føring på fire mål var etableret, og så begyndte det lidt at ligne det seneste opgør allerede.

Gæsterne malede dog ikke fanden på væggen med det sammen, og de fik hanket op i sig selv kort tid efter, men det var en stakket frist. Team Esbjerg havde nemlig en af de dage, hvor alt gik ind.

Jo, der kom enkelte redninger, og det var heller ikke alle skud, som fik nettet til at blafre, men de 2140 tilskuere sad med sådan en følelse. Og når de tekniske fejl var få, blev det til mange mål. Med streg under mange.

24 i de første 30 minutter. En offensiv i zen og total kontrol. En følelse, som Helene Kindberg også havde på banen.

– Vi var klar fra start, og vi kom på banen med en god attitude. Vi lykkedes med vores taktik, som vi havde forberedt, og alle præsterede i dag, både i det kollektive og som individer, sagde bagspilleren.

Det virkede også som en kamp, hvor alt bare kørte på skinner. Var det også sådan det føltes inde på banen?

– Ja, helt vildt. Det var en sjov kamp at spille. Der var meget, der fungerede i dag. Næsten alt, faktisk. Så det var bare fedt, og der var en god stemning, sagde Helene Kindberg, der i dag fik god med spilletid, idet hun var eneste venstrehåndet bagspiller, da Nora Mørk var syg og Nina Koppang var ukampdygtig.

Anden halvleg fik sit eget liv på grund af forskellen på måltavlen. Det var tydeligt, at Ikast begyndte fra ny, og havde det formål at slippe de hæmninger, der holdt dem tilbage i de første 30 minutter.

Team Esbjerg havde også et mål om at trække tempoet lidt ud af opgøret. Med kun fire bagspillere til opgøret og en Michala Møller, der kun kunne deltage i defensiven, gjaldt det for hjemmeholdet om at spille klogt og ikke gå 100 procent ind i duellerne.

Begge hold lykkedes med deres foretagende. Ikast vandt anden halvleg, men de blev aldrig en trussel på måltavlen, og Team Esbjerg kunne gennem deres offensiv køre en sikker sejr hjem, hvor der ikke var behov for at gå hårdt til den.

– Selvom vi skulle spare lidt på ressourcerne, så kom vi stadig frem til nogen gode chancer. Vi lykkedes også stadig med at fordele ressourcerne, og alle fik nogen pauser ind imellem. Og det var ikke fordi, at jeg mærkede, at vi var underbemandet i dag, sagde Helene Kindberg.

Det blev også til et comeback til Rikke Iversen, der kom ind til sine første minutter i denne sæson hen mod slutningen af opgøret. Og hun har været savnet i Blue Water Dokken, der tog varmt imod hende.

Sejren blev på 41-34, og dermed forblev Team Esbjerg også ubesejrede i Bambuni Kvindeligaen. Med fem runder igen og et forspring på et point til Odense, tyder det hele på, at de venter en grundspilsfinale i sidste runde.

Men der er ikke råd til at forskud på den glæde. Lørdag skal holdet igen i aktion på hjemmebane, når SønderjyskE Kvindehåndbold kommer på besøg. Kampen går i gang klokken 14.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Ikast Håndbold 41-34 (24-15)

Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 10 (1), Marit Røsberg Jacobsen 7, Helene Kindberg 7, Live Rushfeldt Deila 6, Line Haugsted 5, Kathrine Heindahl 2, Olivia Löfqvist 2, Elin Hansson 1.

Topscorer Ikast Håndbold: Stine Skogrand 10 (2).

Udvisninger:

Team Esbjerg: 1

Ikast Håndbold: 1

2140 tilskuere i Blue Water Dokken.