Sprudlende første halvleg var nok til at sikre de to point
25/01 - 2026
Efter en lidt rodet start lykkedes det Team Esbjerg at finde takten i begge ender af banen i EHF Champions League-opgøret mod DVSC Schaeffler. I de sidste 20 minutter af første halvleg klikkede alt for hjemmeholdet, der tog en stor føring, som ungarerne ikke kunne komme i nærheden af at lukke igen.
Der skulle også en koncentreret indsats til. Søndagens modstander havde nemlig i seneste runde slået Györ som det første hold i turneringen, og hvis man ikke var klar, så kunne Schaeffler igen kommer fra en udebane med point.
Men begge hold havde lidt svært ved at finde takten i indledning. Tempoet var måske lidt for højt, for de tekniske fejl var i hvert fald for mange, men det var Team Esbjerg, som havde bedst styr på det. De fik skabt en føring på et par mål, inden gæsterne også havde indfundet sig i opgøret. Men det var kun for et kort stund.
For efter 10 minutter begyndte Team Esbjerg at tage kontrol i kampen. Forsvaret havde fundet sig på plads, og det gav også Katharina Filter gode muligheder for at shine. Hvilket hun også gjorde.
Fra 11-8 stod hun i vejen for det meste. Samtidig med at offensiven blev ved med at producere, strøg føringen i vejret. Den kom op på 21-11, inden gæsterne fik sat den sidste scoring ind inden pausen.
Efter et kvarter i omklædningsrummet kom gæsterne ud med intet at tabe, hvilket også var tydeligt i deres spil. De lykkedes med mere, og de listede sig også ind på måltavlen. Heldigvis blev det aldrig rigtig farligt for Team Esbjerg. Offensiven var for skarp i dag, og derfor blev det aldrig rigtig spændende.
– Jeg syntes, vi var i kontrol gennem det meste af kampen. Vi fik godt fat i dem lidt inde i første halvleg, hvor vi havde en god periode på 20 minutter, hvor der også var mange redninger fra Katharina Filter. Det var med til at afgøre kampen i første halvleg. Igen scorede vi næsten 40 mål, så angrebsmæssigt var der gode ting. Forsvarsmæssigt mistede vi lidt intensitet i anden halvleg, men der spillede Schaeffler også bedre i angrebet, sagde cheftræner Tomas Axnér.
Med sejren har Team Esbjerg endnu ikke tabt i det nye år. Forsvaret ser bedre ud, og mængden af indkasserede mål er også faldet. Disse tendenser skal holdet fortsætte med, slår cheftræneren fast.
– Det er med til at give os lidt stabilitet. Vi har ikke tabt nogen kampe i det nye år, og vi har mødt modstand i de opgør. Det giver os selvtillid, for vi spiller også god håndbold i længere perioder, sagde Tomas Axnér.
Der kom dog lidt skår i glæden til kampen. I anden halvlegs begyndelse gik Judith van der Helm ind i takling, og da Schaeffler scorede, rejste målscorer sig hurtigt op og signalerede hurtigt ud til bænken. Hollænderen lå på gulvet tog sig til knæet.
De bange anelser var mange, og hele Blue Water Dokken holdt vejret. Hun blev båret ud, hvor hun blev tjekket bag bænken. Kort tid efter gik hun selv ud i omklædningsrummet, haltende.
– Man bliver selvfølgelig bange, når man ser det. Og forskrækket. Men hun kom tilbage til bænken, og hun kunne gå lidt, og så bliver man da lidt mindre forskrækket. Men nu håber vi bare på det bedste, sagde cheftræneren.
I de kommende dag vil bagspilleren blive testet for at se, hvad skadens omfang er.
Onsdag skal Team Esbjerg i ilden igen. De tager turen til Søhøjlandet, hvor de skal møde Silkeborg-Voel KFUM i Bambuni Kvindeligaen. Opgøret går i gang klokken 18.30.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – DVSC Schaeffler 39-30 (21-12)
Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 7, Mia Emmenegger 6, Nora Mørk 5 (2), Zoë Sprengers 4, Elin Hansson 4, Michala Møller 3, Live Rushfeldt Deila 2, Olivia Löfqvist 2, Marit Røsberg Jacobsen 2, Helene Kindberg 2, Kathrine Heindahl 1, Sarah Dekker 1.
Topscorere DVSC Schaeffler: Alicia Toublanc og Jovana Jovovic 7.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 0
DVSC Schaeffler: 5
1781 tilskuere i Blue Water Dokken.