Én sejr, to point og en tredjeplads i Champions League
18/01 - 2026
Trods en kynisme, der i flere perioder af kampen manglede, så var der nok, da det for alvor brændte på. Team Esbjerg havde nemlig mange muligheder for at lægge afgørende afstand til Gloria Bistrita i søndagens kamp i EHF Champions League. Men gang på gang lykkedes det rumænerne at komme tilbage, og det var først hen mod slutningen, at skarpheden gjorde udfaldet for danskerne.
For i første halvleg var Gloria Bistrita et mandskab, Team Esbjerg ikke kunne slippe fra. Ja, faktisk var det rumænerne, der på måltavlen oftest var i front. Hjemmeholdet var dog ikke tabt, men tekniske fejl og brændte chancer var årsagen til, at det var helt tæt i et godt stykke tid i de første 30 minutter.
Flere gange havde gæsterne chancen for at trække yderligere fra i både momentum og i stillingen, men Katharina Filter havde en af de der dage. I første halvleg var hun med til at holde rumænerne fra fadet, og som tiden gik betød det også, at roen indfandt sig hos resten af spillerne.
Det lykkedes også at komme til pause med en føring på tre mål, selvom det havde været meget tæt det meste af tiden.
Samme tendens gjorde jeg gældende i anden halvleg, hvor Team Esbjerg kom glimrende fra start. Gode forsvarsaktioner krydret med en Filter i topform førte til, at danskerne trak mere fra. Det blev til en føring på fem mål, hvor der også var muligheder for at en endnu større en af slagsen.
Men fejlene begyndte at komme frem, og det tog ikke Gloria Bistrita lang tid om at forvandle fem til to, da tre tekniske fejl sneg sig ind i Team Esbjerg-offensiven.
Heldigvis slog det ikke værterne ud. Skarpheden kom frem til sidst, hvilket var med til, at holde rumænerne fra sejren. Cifrene var også store nok til, at Team Esbjerg nu er bedre end rumænerne indbyrdes. Og det var noget, som gør cheftræneren stolt.
I denne sæson har søndagens gæsterne nemlig været et målfarligt mandskab, og at holde dem på under 30 mål er en præstation, som holdet skal tage med sig.
– Jeg ved ikke, hvor mange hold er lykkes med at holde Gloria på under 30 mål. Jeg tror ikke, det er mange. De har et godt offensiv, men vi stod mod med et godt forsvar og en stærk målvogterpræstation. De scorede færre mål på kontra i dag, end da vi mødte dem sidst. Vi fightede godt i forsvaret og hold Delgado få mål, sagde cheftræner Tomas Axnér om rumænernes stærke bagspillere.
Med 19 redninger i dag var Katharina Filter afgørende for, at det blev til en dansk sejr. Hun blev også kåret til kampens spiller umiddelbare efter opgøret. Dermed bygger hun videre på en slutrunde, hvor hun var en af turneringens bedste.
– Hun er i topform for tiden, og hun har spillet flere gode kampe i træk. 19 redninger er mange i en håndboldkamp, og det var dejligt at se det, sagde cheftræneren.
En lignede præstation kan der blive brug for på onsdag, når Team Esbjerg tager den lange tur til Falster for at møde Nykøbing F. Håndbold i Bambuni Kvindeligaen. Et vigtigt opgør mod en modstander, der kan spille op med alle på deres hjemmebane. Kampen går i gang klokken 19.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – Gloria Bistrita 32-28 (17-14)
Målscorere Team Esbjerg: Nora Mørk 8, Michala Møller 7, Zoë Sprengers 6, Henny Reistad 4, Line Haugsted 3, Line Rushfeldt Deila 1, Kathrine Heindahl 1, Marit Røsberg Jacobsen 1, Mia Emmenegger 1.
Topscorer Gloria Bistrita: Lorena Ostase 7.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 4
Gloria Bistrita: 2
2049 tilskuere i Blue Water Dokken.