En kamp, hvor Team Esbjerg ville være alles skrækmodstander

03/01 - 2026

Revanchelyst er en stærk motivator. Viljen til at vise, at det, man havde gjort dage forinden, ikke var et retvisende niveau, kan få det bedste frem i mennesker. Og især professionelle sportsudøvere. Team Esbjerg besad denne store sult for at komme ovenpå igen efter finalnederlaget kort før nytår, og det måtte Bjerringbro FH sande, da de blev sendt hjem med et heftigt nederlag på 42-22 i Bambuni Kvindeligaen.

Hjemmeholdet lykkedes også med at lukke kampen hurtigt. Allerede i indledningen fik de lavet mange defensive stop, som førte til mål i den anden ende. Katharina Filter tog det mest i disse minutter, og dermed var der skabt en føring på seks plus.

Dette var ikke noget, som Bjerringbro FH kunne komme sig over, og selvom de på intet tidspunkt slog op i banen, var der forskel på niveauet mellem de to mandskaber denne lørdag eftermiddag. Og da Michala Møller gjorde det til 25-11 i anden halvlegs indledning, var der ikke meget mere at spille om.

Og så lidt alligevel. For Team Esbjerg kunne herefter begynde at kigge lidt længere frem. Tirsdag venter nemlig et afgørende opgør og en ny chance for at revanche. Odense Håndbold venter, og derfor valgte trænerstaben også at benytte muligheden for at prøve flere ting af.

Spillere, som fik begrænset med spilletid i Final4, kom i vælten denne dag, og de gjorde det alle fortrinligt. Helene Kindberg og Judith van der Helm endte som topscorer for værterne, der blev ved med at stå godt i begge ender af banen.

Men det var måske også det værste tidspunkt et hold kunne møde Team Esbjerg. Klemt inde i en fynsk sandwich, hvor den ene del af brødet gav en voldsom dårlig smag i munden. Og derfor var Bjerringbro nok også lidt prisgivet, at det lige var dem, som skulle møde et Team Esbjerg-mandskab med blod i øjnene.

– Det kan man måske godt sige. Vi var selvfølgelig stadig lidt skuffede over finalnederlaget, men jeg syntes også, at vi kom med en god energi i dag, hvor vi stod klar til en ny kamp og et nyt år, hvilket vi også skulle vise lidt, sagde dagens topscorer, Helene Kindberg.

Cheftræner Tomas Axnér var også ganske fornøjet med lørdagens kamp. For ikke nok med, at holdet fik sparet en masse spillere til opgøret på tirsdag, så viste dagens aktører også, at de står klar til at træde til, hvis de andre ikke rammer dagen.

– Jeg var meget tilfreds med, at vi fik afviklede kampen på en god måde. Vi havde to gode halvlege, og vi har tidligere haft svært ved at følge op på en god halvleg med endnu én. Vi bevarede koncentrationen og effektiviteten i vores spil, og det var godt at give Helene Kindberg og Judith van der Helm lidt mere spilletid, så jeg er fornøjet med det hele i dag, sagde Tomas Axnér.

Og som sagt venter der på tirsdag et nyt brag mod Odense. Igen spilles opgøret i den fynske hovedstad, men Team Esbjerg har tidligere malet byen rød, og det skal den gøres igen. Klubben håber, at de vestjyske fans igen vil stå for stemningsbilledet i hallen, hvor det forhåbentligt også ender med to point og en førsteplads i Bambuni Kvindeligaen. Kampen går i gang klokken 20.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Bjerringbro FH 42-22 (19-10)

Målscorere Team Esbjerg: Helene Kindberg 9, Judith van der Helm 7 (2), Michala Møller 5, Zoë Sprengers 3, Henny Reistad 3 (1), Live Rushfeld Deila 2, Kathrine Heindahl 2, Elin Hansson 2, Olivia Löfqvist 2, Line Haugsted 2, Mia Emmenegger 2, Katharina Filter 2, Sarah Dekker 1.

Topscorer Bjerringbro FH: Anna Hviid Bang 6.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 2

Bjerringbro FH: 0

1641 tilskuere i Blue Water Dokken.