End ikke droner kunne stoppe Team Esbjerg fra sejr i Ungarn
04/10 - 2025
Efter en længere rejse til lørdagens destination som bød på forsinkelser, droner og en nattesøvn på et tysk lufthavnsgulv lykkedes det alligevel Team Esbjerg at vise fremragende spil mod DVSC Schaeffler i Champions League. Især i de sidste 10 minutter sprudlede spillet, da det var allervigtigst, og det gav en sejr på tre mål.
At det lykkedes danskerne at komme hjem med to point grænser sig til et lille mirakel, for det var tæt på, at de ikke kom til kampstart.
For holdet var ramt af forsinkelser, der gjorde, at de missede deres direkte forbindelse til Debrecen. Det lykkedes dog holdet at finde en en forbindelse til Budapest fra München, men da de endelig kom i flyet, sad de der i over en time, inden de igen blev bedt om at stige af.
Årsagen var en drone, der havde sendt de tyske myndigheder i højt beredskab. Samtidig måtte ingen forlade lufthavnen af sikkerhedsmæssige årsager, og alle hoteller var booket, da oktoberfesten er godt i gang.
– Vi fik små fire timers søvn. Vi nåede lige at få en kop kaffe og en hurtigt taktikmøde, inden vi tog afsted til hallen, sagde cheftræner Tomas Axnér.
Derfor handlede det lidt mere om overlevelse end spillet, og i kampen indledning så det også sådan ud. Team Esbjerg fik en fin begyndelse, men hurtigt ramte de den første mur, hvor ungarerne havde muligheder for at komme foran med fire.
Heldigvis fik danskerne spillet sig op, og i stedet endte det faktisk med tre scoringer i træk og en udligning i stedet. Herefter fulgte de to hold hinanden ad. Også op gennem anden halvleg, hvor det dog var Team Esbjerg, der havde en lille overhånd.
Denne blev dog formøblet, og med 12 minutter igen havde DVSC Schaeffler muligheden for at udligne efter en svag dansk periode i begge ender af banen. Men det var også på dette tidspunkt, at Anna Kristensen fik sat sit præg på kampen. Og hvilket et.
Hun kom ind og tog et straffekast, der ville have ført til ungarsk udligning, og derefter lukkede hun helt af for hjemmeholdet, der i den anden ende havde problemer med at følge med Nora Mørks hurtige boldfordeling, som var med til sprætte deres forsvar op.
Nordmanden stod noteret for 11 målgivende afleveringer i kampen, og flere af dem kom i slutminutterne, hvor værterne lige var oppe at snuse til danskerne på måltavlen.
Danskerne fik dermed skabt en tilstrækkelig stor føring til at spille den sidste spænding ud af kampen, men efter sådan en optakt, var det også noget, som holdet i dag kunne leve med.
– Jeg er meget stolt over holdet. Vi havde været nemt at sige, at vi var trætte og ikke kunne gøre noget til denne kamp, men der var ingen, der ville gå den vej. Vi arbejdede ud fra de forudsætninger, som vi havde, og vi kunne ikke ændre det alligevel. Vi havde også snakket om, at sådan noget kunne ske, og at vi skal kunne acceptere, at de sker og ikke tabe energi over noget, vi ikke kan påvirke, sagde Tomas Axnér, der følte, at holdet leverede på trods af den dårlige optakt.
– Vi havde rimelig styr på det. Der var perioder i første og anden halvleg, hvor vores angreb gik lidt ned, og vi inviterede dem tilbage i kampen. Vi valgte også at spille lidt mere syv mod seks i angrebet, da vi også kunne fordele ressourcerne på den måde, og så fik vi også to gode målvogterskifte, hvor Katharina Filter var med til at give lidt mere energi i første halvleg, da hun kom ind, og da Anna Kristensen kom på banen i anden halvleg, stod hun fantastisk. Vi mødte et kæmpende hold, og med de forudsætninger, som vi gik ind til kampen med, er jeg meget stolt.
Samtidig kom holdet også gennem uden skader, hvilket ofte kan være en ekstra streg i regningen efter så lang en rejse.
Forhåbentlig er hjemturen uden drama, for der går ikke længe, inde de skal i aktion igen. Tirsdag træder Team Esbjerg ind i Pokalturneringen, hvor de i ottendedelsfinalen skal møde Skanderborg Håndbold igen. Denne gang i Østjylland. Kampen går i gang klokken 18.30.
Kampen i tal:
DVSC Schaeffler – Team Esbjerg 29-32 (14-15)
Målscorere Team Esbjerg: Tabea Schmid 8 (4), Henny Reistad 7, Nora Mørk 4, Sanna Solberg 2, Sarah Dekker 2, Michala Møller 1, Live Rushfeldt Deila 1, Elin Hansson 1, Mia Emmenegger 1
Topscorer DVSC Schaeffler: Jovana Jovovic 6.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 2
DVSC Schaeffler: 1
I Hódos Imre Rendezvénycsarnok.