Gruppefinale aflyst og førsteplads sikret
13/05 - 2025
Hvis nogen havde gjort sig forhåbninger om en gruppefinale på fredag mod Ikast, blev de slemt skuffede over resultatet mellem Team Esbjerg og SønderjyskE. Esbjergenserne havde ikke planer om at give andre muligheden for at få førstepladsen i slutspilspuljen i Kvindeligaen.
Det var dog ikke fordi, at hjemmeholdet lukkede kampen tidligt, men SønderjyskE virkede heller ikke til at have det sidste gear, der for alvor kunne presse Team Esbjerg denne tirsdag aften.
Værterne havde ikke skrevet Henny Reistad og Rikke Iversen på holdkortet til denne kamp, men det gav i stedet andre muligheden for at skinne gennem. En muligheden flere af dem udnyttede.
Merel Freriks var en af dem. Stregspilleren udnyttede den ekstra spilletid, og hun kvitterede også med otte scoringer. Fire af dem i første halvleg, hvor disse var med til at give Team Esbjerg et hul på måltavlen.
– Jeg følte mig godt tilpas i kampen i dag. Jeg kan godt lide disse kampe, hvor der er en masse fart, så jeg udnyttede bare mine forcer, hvilket betød mange mål, sagde Freriks.
Op gennem første halvleg holdt Team Esbjerg hele tiden SønderjyskE bag sig, og selvom der sneg sig fejl ind i spillet, manglede gæsterne den sidste kynisme i dag til at straffe det.
Flere gange kom de op på minus to, men de kom heller aldrig tættere på. I anden halvleg hakkede spillet videre, men det var hele tiden Team Esbjerg i front, og på intet tidspunkt behøvede tilskuerne at rykke ud på kanten af deres sæder.
– I nogen perioder spillede vi rigtig godt, men der var også perioder, hvor vi tabte vores koncept i angrebsspillet, og det var på trods af, at vi lavede 33 mål. Der var omvendt også flere gode individuelle præstationer, men alt i alt syntes jeg, at vi burde have lukkede fire-mål færre ind og have scorede fire-fem mål flere i dag. Det havde vi muligheder til, men vi manglede lidt skarphed, sagde cheftræner Tomas Axnér.
SønderjyskE prøvede hen mod slutningen af kampen et sidste forsøg ved at gå i syv mod seks i angrebet, men det var med blandet held. Sejren kom ikke i fare, hvilket kan gå hen at blive godt, når holdet kigger mere langsigtede.
Holdet har i de seneste par uger nemlig investeret meget i at være klar til, når kampene er knald eller fald. Det har de gjort ved at træne hårdt nu, så de kan slække lidt mere på intensitet længere henne, og det har sin pris, erkendte cheftræneren.
– Med den belastning, som spillerne har været udsat for, og den måde, som vi træner på nu, så er det bevidst, at spillerne er lidt trætte i benene, og det er noget, vi tager med i købet. Det er noget, som vi har valgt, så vi kan trække på speederen længere henne. Der var dog stadig nogle basale ting i denne kamp, som vi skal blive bedre til, sagde Tomas Axnér.
Han kunne dog lykkeligt kigge på tabellen efter kampen og se, at førstepladsen nu er i hus, efter sejren over SønderjyskE. Dermed bliver det til en semifinale mod enten Horsens Håndbold Elite eller København Håndbold.
– Jeg er meget tilfreds med resultatet, og jeg er meget tilfreds med, at vi har sikret os førstepladsen i puljen. Vi er i Final4 i Champions League, vi vandt Santander Cup og vi har givet os selv muligheden for at vinde endnu flere titler, og det er vi glade for.
Næste kamp er på fredag, hvor Ikast gæster Blue Water Dokken. Kampen har reelt ingen betydning, da første- og andenpladsen er skrevet i sten. Men der er stadig tale om et rivalopgør mellem to hold, der vil elske at vinde over hinanden. Kampen går i gang klokken 20.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – SønderjyskE Kvindehåndbold 33-30 (17-14)
Målscorere Team Esbjerg: Michala Møller 8 (1), Merel Freriks 8, Live Rushfeldt Deila 6, Mette Tranborg 5, Sarah Dekker 2, Nina Koppang 1, Elin Hansson 1, Sanna Solberg 1, Mia Emmenegger 1.
Topscorere SønderjyskE: Lea Hansen og Melissa Petrén 6.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 1
SønderjyskE: 2
1780 tilskuere i Blue Water Dokken.