For syvende sæson i træk er Team Esbjerg i semifinalen

30/04 - 2025

I de første 30 minutter lignede det endnu en thriller mellem Team Esbjerg og Ikast Håndbold, men i anden halvleg fik esbjergenserne sat det hele på plads. Kynismen, som manglede i første halvleg, blev fundet i anden, og dermed blev det til den syvende semifinale i Kvindeligaen i træk med deltagelse fra de forsvarende mestre.

At det gik således kunne man i bagklogskabens klare lys undre sig lidt over. For Team Esbjerg lignede et mandskab, der stadig ikke helt var landet, efter weekenden hårde strabadser. Især offensiven hakkede lidt i det. Chancerne så ud til at være ganske fine, men koncentrationen svigtede i afslutningsmomentet.

Holdet blev også ramt af to hurtige udvisninger til Henny Reistad inde for de første fem minutter, hvilket var med til at give Ikast en stærk indledning. I alt fik Team Esbjerg hele syv af slagsen, men det var nu ikke fordi, det var en beskidt kamp.

Og så kunne man også fristes til at få tanker hen på seneste møde, hvor Ikast-keeperen lukkede godt. Dette hun gjorde igen. I flere situationer kunne gæsterne have lukket lidt af det hul, som hjemmeholdet havde skabt i indledningen, men svenskeren kom ofte i vejen.

Dette fik værterne til at trykke mere på, og ved stillingen 12-8 begyndte det at se lidt sort ud. Men ligesom i søndags viste Team Esbjerg, at de aldrig slår op i banen. De arbejder sig ind i kampen med en trodsighed, som de nærmest personificerer.

Kynismen begyndte at indfinde sig i slutningen af første halvleg, hvor først Sanna Solberg og lidt efter Henny Reistad scorede i et tomt mål, efter to tekniske fejl fra Ikast. Dermed endte første halvleg helt lige, selvom det ikke var en af de bedste fra esbjergenserne.

– Der var nogle perioder, hvor vi tabte rytmen lidt efter nogen udvisninger, men vi knoklede også på i alle minutter, og jeg var tilfreds med, at der stod 14-14 i pausen, sagde cheftræner Tomas Axnér.

Anden halvleg begyndte med to Ikast-mål, men herefter satte gæsterne sig på resten af opgøret. Der blev ikke efterladt noget til tilfældighederne, og hele tiden blev hjemmeholdets fejl straffet med det samme.

Forsvaret stod fast, og det gav Anna Kristensen gode betingelser i målet, hvor redningerne fulgte med. Esbjergenserne begyndte derfor at trække fra på tavlen, hvilket værterne ikke havde et svar på. Dermed endte det også med at blive en ganske komfortabel sejr på udebane over slutspilsgruppens andenplads.

– Jeg havde været tilfreds med en sejr på et mål også. Jeg har stor respekt for Ikast, da de har vist høj kvalitet og er et europæisk tophold. Men vi var gode til at holde fast i konceptet, og selvom vi var bagud med to i anden halvlegs begyndelse, vinder vi resten af kampen med otte, og dét var jeg meget tilfreds med, sagde cheftræneren.

Sejren betyder, at med tre runder igen er Team Esbjerg sikret den ene plads i semifinalen. Kampen om førstepladsen er dog stadig åben, men disse to point betyder også, at meget skal gå galt.

– Vi er i pole position til at vinde puljen, som vi også har som målsætning. Men det giver os en arbejdsro for den sidste del af sæsonen, hvor vi ved, at vi skal spille Champions League Final4 og nu også semifinale i ligaen, siger Tomas Axnér.

Førstepladsen sikres, hvis Team Esbjerg vinder to af de resterende tre kampe i slutspillet. Den første mulighed for den ene sejr kommer den 10. maj, hvor holdet skal møde Viborg i domkirkebyen. Kampen går i gang klokken 16 lørdag eftermiddag.

Kampen i tal:

Ikast Håndbold – Team Esbjerg 26-32 (14-14)

Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 7, Michala Møller 6 (3), Merel Freriks 6, Sanna Solberg 5, Mette Tranborg 3, Live Rushfeldt Deila 2, Rikke Iversen 1, Judith van der Helm 1 (1), Sarah Dekker 1.

Topscorer Ikast Håndbold: Jamina Roberts 6.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 7

Ikast Håndbold: 1

I IBF Arena.