Ringkøbing Håndbold blev svære at vriste af

05/02 - 2025

Gennem næsten alle 60 minutter spillede Ringkøbing Håndbold syv mod seks i angrebet, og de gjorde det med stor autoritet. Fejlene var få, og de gav gang på gang hovedbrud for Team Esbjerg, der dog alligevel tog en sikker sejr i Kvindeligaen.

Team Esbjerg kom ind til onsdagens kamp velvidende, at der var vitale kampe senere ude i horisonten. Alligevel var der nogen ting, der skulle på plads. De nye spillere skulle spilles bedre ind, og det kunne kun gøres med spilletid og repetitioner.

De gjorde det også glimrende, ligesom Team Esbjerg-offensiven. For 11. gang ud af 12 mulige scorede de flere end 30 mål i et opgør, og for femte gang ud af seks mulige var det 35 plus.

– Vi har fået en god timing i spillet, og så har vi en god rytme i spillet, og i dag sad det rigtig fint. Vi har også spillere, som Henny Reistad, der kan skabe overtal med deres temposkift, og det hjælper meget på det. Vi kom også frem til frie chancer gennem hele kampe, og det, føler jeg, blev afgørende, sagde cheftræner Tomas Axnér.

Angrebet sad lige i skabet i dag, og det var også, selv om Ringkøbing prøvede flere tiltag, der kunne stikke en kæp i Team Esbjerg-maskinen. Mandsopdækninger og offensivt forsvar og opstillinger var ikke nok. For ofte er det noget, som esbjergenserne har set og prøvet før.

Defensiven var derimod udfordret, hvilket de 32 mål også var med til at fortælle. Ringkøbing kom nemlig med en klar kamplan for deres angreb: syv mod seks. Og ret skal være ret, de spillede det næsten fejlfrit. De lykkedes med at skabe store chancer, mod et forsvar, der endnu ikke er blevet helt sammen endnu.

Overordnet set var Tomas Axnér egentlig fint tilfreds med det, men den sidste skarphed manglede i situationerne, og derfor blev det også en kamp med mange mål imod.

– Vi fik skuddene, hvor vi gerne ville have dem, men desværre ramte Amalie Milling ikke helt dagen. Hun spillede sig så op hen mod slutningen, men vi lukkede for mange mål ind. Og så må vi også sige, at de spillede deres syv mod seks godt, men det er stadig noget, som vi skal gøre bedre, sagde cheftræneren.

Han lagde også vægt på, at han igen investerede i flere konstellationer og i fordelingen af ressourcerne, hvilket også kan have indflydelse på, at der blev lukket mange mål ind.

Men holdet kom alligevel gennem med en sejr, og det var mod et formstærkt Ringkøbing-hold, der spillede sin chance flot.

På søndag begynder de første af fem kampe, hvis betydning næsten ikke kan underdrives. Brest Bretagne Handball gæster Blue Water Dokken med Anna Vyakhireva og den kommende Team Esbjerg-spiller Katharina Filter på holdkortet. Med en sejr vil esbjergenserne spille sig betydeligt tættere på en top to-placering i EHF Champions League. Derfor har holdet brug for al den hjælp, som kan komme ude på lægterne. Kampen går i gang klokken 16.

Kampen i tal:

Ringkøbing Håndbold – Team Esbjerg 32-37 (17-21)

Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 13 (2), Line Haugsted 6, Michala Møller 3, Sarah Dekker 3, Mia Emmenegger 3, Live Rushfeldt Deila 2, Judith van der Helm 2, Merel Freriks 2, Kaja Kamp 1, Mette Tranborg 1, Sanna Solberg 1.

Topscorer Ringkøbing Håndbold: Emilie Rosborg 8.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 2

København Håndbold: 1

423 tilskuere i Green Sports Arena.