Pointet reddet hjem efter forfærdelig første halvleg
12/01 - 2025
– Det er næsten nemmere at spørger, hvad der ikke gik galt.
Tonen fra cheftræner Tomas Axnér var klar inde til pressekonferencen efter EHF Champions League Women-kampen mod HB Ludwigsburg. I første halvleg var Team Esbjerg tæt på at smide hele kampen væk, men noget ændrede sig til anden halvleg, hvor hjemmeholdet udviste stor trodsighed og kom tilbage i opgøret.
Men det var også et af de store bjerge, som Team Esbjerg var med til at skabe for dem selv. Holdet havde store udfordringer med at få spillet til glide i offensiven, hvor det blev til al for mange tekniske fejl og brændte skud.
Offensive problemer er nok til at skabe udfordringer for alle hold i Champions League, men forsvaret kunne heller ikke være helt med. Gang på gang kom det tyske angreb igennem, og det førte til mange mål. Det blev især tydeligt halvvejes inde i første halvleg, hvor tyskerne scorede seks gange i træk og gik fra 9-12 til 9-18.
Bjerget tårnede sig nu foran Team Esbjerg, der virkede rådvilde. Hjemmeholdet var også lidt heldig med ikke at komme til pause bagud 10, da en dårlig, tysk afslutning og en hurtigt reagerende Anna Kristensen formindskede hullet til 12-20.
– Vi havde ikke den nødvendige aggressivitet i forsvarsspillet, vi vidste godt, hvad vi skulle gøre, men vi fik ikke de sidste procenter frem i aktionerne, som var nødvendige for at få stoppet dem. Det gjorde, at de kom til frie chancer, vi manglede noget redninger, og i takt med det brændte vi også nogen chancer og lavede tekniske fejl, som vi aldrig har lavet før. Fejlene kom så slag i slag, og de blev svære at stoppe. Så det sidste mål i første halvleg var godt, at vi fik med, sagde Tomas Axnér.
Der skulle noget helt andet til nu, hvis der bare skulle forhåbninger til at vende kampen. Intensiteten og viljen skulle vises, og det var tydeligt, at holdet havde fået det at vide. Henny Reistad fik sat den første reducering ind, og senere kom Michala Møller, Henny Reistad og Sarah Dekker med yderligere reduceringer.
Ilden var for alvor begyndt at blive tændt under Blue Water Dokken, da et hul på fire var mere overskueligt. Men det var spillernes gejst, som var med til at vække hele hallen.
Der blev kæmpet mere om boldene, der blev gået mere til den i duellerne, og for hver bold, der gik Team Esbjergs vej, kvitterede tilskuerne også med at råbe deres håb om et stort comeback ind på banen.
Ludwigsburg fik dog lukket lidt af lækagen, og halvvejes inde i anden halvleg havde Team Esbjerg en håndfuld chancer for at få kontakt på måltavlen, men gang på gang gik det galt.
Det var først med fire minutter igen, at Sanna Solberg kunne reducere til 27-28, og kort tid efter gik det helt amok, da Henny Reistad udlignede til 28-28.
Herefter byttede holdene scoringer, og efter Ludwigsburg omsatte et straffe med lidt over et minut igen tog Tomas Axnér sin sidste timeout. Chancen tilfaldt Sarah Dekker, der ude af balance fik skovlet bolden op ind bag tyskernes målvogter med 55 sekunder igen til 30-30.
Tyskerne havde nu bolden, men de var ikke meget målsøgende, og derfor kom der hurtigt en arm op. De fik tildelt nogen frikast, hvor Esbjerg-spillerne gerne ville have tiden stoppet.
Med 12 sekunder igen fik de endnu et frikast, og Rikke Iversen var hurtigt henne at bede om at få stoppet tiden, hvilket dommerne signalerede. Frikastet blev taget, og Anna Kristensen reddede bolden. Tiden løb dog ud, da målvogteren hentede bolden, hvilket var til stor overraskelse for alle. For hvad var der sket?
– Jeg oplevede, at tiden blev stoppet, men så gjorde den ikke alligevel. Jeg syntes, at der var 10 sekunder tilbage, da vi havde bolden, men så var det lige pludseligt slut. Jeg skal have set situationen igen, for jeg er ikke helt klar over, hvad der skete, sagde cheftræneren.
Forvirringen i Blue Water Dokken var også total, da flere virkede til at have oplevet det samme, men dommerne vinkede afvisende efter en snak med dommerbordet. Dermed blev det til en deler.
– Anden halvleg var rigtig, rigtig god. Vi gjorde meget af det, som vi tidligere har gjort i vores bedste kampe. Efter kampen sagde jeg også, at det var bedre, at det ikke var omvendt. Altså at det ikke var os, som var foran med 20-12, sagde Tomas Axnér.
Line Haugsted mærkede også forskellen på de to halvlege. Skarpheden i begge ender var langt større, hvilket var med til at danskerne fik hevet et point med hjem.
– Vi kom med en del mere hårdhed i forsvaret, og vi var mere direkte i vores spil i angrebet, og det var egentlig forskellen. Vi skulle kigge hinanden i øjnene og spille det, vi kan. Men jeg er da stadig lidt utilfreds med, at vi kun får et point. På den anden side var vi bagud med otte ved pausen, så var det fedt at kunne hente dem på 30 minutter, og det giver en del moral, sagde bagspilleren.
Denne skal holdet gerne tage med til næste kamp. Viborg gæsterne Blue Water Dokken i en kamp i Kvindeligaen. Kampen fløjtes i gang onsdag klokken 18.30
Kampen i tal:
Team Esbjerg – HB Ludwigsburg 30-30 (12-20)
Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 11 (2), Sanna Solberg 6, Sarah Dekker 4, Michala Møller 3, Live Rushfeldt Deila 3, Rikke Iversen 1, Anna Kristensen 1, Line Haugsted 1.
Topscorer HB Ludwigsburg: Mareike Thomeier 5.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 4
HB Ludwigsburg: 6
2347 tilskuere i Blue Water Dokken