Forudsætninger for sejr er gode inden slutrundepause

16/11 - 2024

Mødet med Buducnost søndag eftermiddag er det sidste, inden EM går i gang i slutningen af denne måned. Team Esbjerg kommer til kampen med otte sejre i træk, og dermed også gode muligheder for at slutte den første del af sæsonen godt af, for der går nemlig lang tid, inden EHF Champions League Women og næste kamp spilles.

Disse forudsætninger kommer fra flere faktorer. Først og fremmest mødte de to hold hinanden seneste weekend, hvor Team Esbjerg vandt sikkert på en første halvleg, hvor danskerne dominerede. Anden halvleg var lidt mere lunken, men sejren kom aldrig i fare.

Og netop det faktum at de to hold lige har mødt hinanden, giver også esbjergenserne en fordel, da de har mødet friskt i hukommelsen. Hjemmebanefordelen skal naturligvis heller ikke glemmes.

– Jeg synes, der er gode forudsætninger for, at det bliver til en sejr. Når man lige har spilet en kamp mod dem, så har vi lært meget, som vi kan tage med. Vi kan helt sikkert skrue på flere ting, da vi også blev udfordret i anden halvleg, så der findes en del, som vi kan gøre bedre. Så det gælder for os om at have fokus på at komme godt forberedt ind til kampen, siger cheftræner Tomas Axnér.

Nogle af de ting ligger i offensiven. 27 mål var ganske fint, men når det var det første opgør i syv kampe, hvor holdet ikke fik sat flere end 30 mål ind, var det også med til at fortælle en historie om, at der er flere knapper, som holdet vil skrue på.

– De spillede en flad 6-0 i forsvaret, og det blev vi overrasket over. Vi har talt om det og trænet mere på det. Men det var også en kamp, hvor vi ikke havde flere spillere med. Nu har vi fået Line Haugsted tilbage, og det er også med til at give os bedre forudsætninger i forsvaret, siger cheftræneren.

Som tidligere skrevet er kampen mod Buducnost den sidste, inden slutrundepausen går i gang. Efter en svær start begynder Team Esbjerg at finde en rytme, og derfor kan det være lidt ærgerligt, at pausen kommer nu.

Men det gør det derimod vigtigt, at holdet slutter stærkt af. Sejren og følelsen af den rytme kan tages med til næste kamp, som er en af de vigtige.

– Vi har en god tro på tingene for tiden, og det giver os lidt arbejdsro. Nu kommer der en lang pause, og det vil være godt at slutte af på en god måde. Når vi kommer tilbage, har vi vigtige kampe i Final4, og det giver os selvtillid og ro, hvis vi tager en sejr, siger Tomas Axnér.

Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League Women, gruppespillet 8. runde mod Buducnost søndag den 17. november kl. 14.00 i Blue Water Dokken:

Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Elin Hansson og Sanna Solberg
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Rikke Iversen og Kaja Kamp
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Michala Møller, Luciana Resende Rebelo, Henny Reistad og Mette Tranborg.