Vital udebanesejr skaber spænding i Champions League
20/10 - 2024
HB Ludwigsburg skabte den spænding, som cheftræner Tomas Axnér havde forudset inden EHF Champions League Women-opgøret. Team Esbjerg måtte kæmpe for det, men de havde igennem hele kampen en armslængde ned til tyskerne, hvilket gjorde, at sædekanterne aldrig helt blev slidte, da danskerne var i kontrol.
Det lykkedes allerede Team Esbjerg i kampens indledning at få skabt denne afstand til hjemmeholdet. En glimrende start var nemlig med til at sætte udeholdet i førersædet, men tyskerne hang i. Især i første halvleg, hvor danskerne havde flere muligheder for at komme foran med fire-fem mål, men hele tiden manglede den sidste kynisme i spillet og i afslutningerne, hvor tyskernes målvogter ofte kom i vejen.
Det var først i anden halvleg, hvor Team Esbjerg knækkede kampen over. Ludwigsburg fik første reduceret til 18-19, men herefter tog Anna Kristensen over. Målvogteren tog flere store chancer, og samtidig fik esbjergenserne udnyttet deres muligheder i den anden ende, og dermed blev plus et ændret til plus seks.
Dette kom tyskerne sig aldrig helt over. Trods ihærdigt fight fra dem og mange taktiske kneb, lykkedes det ikke at holde Team Esbjergs angreb fra at score. Hvilket de 36 mål også vidnede om. Alligevel var det første da Michala Møller med tre minutter igen udbyggede det til en ny seksmålføring med tre minutter igen, at pulsen for alvor faldt. For det var først her, at tyskerne lignede et hold, der ikke længere troede på det.
De fik dog pyntet lidt på resultatet til sidste, og det blev til en dansk sejr på 31-36. En vigtig sejr, som cheftræneren var svært tilfreds med. For den kom uden Rikke Iversen, Line Haugsted og Nora Mørk med i kamptruppen.
– Det var en rigtig god kamp. Vi spillede godt i angrebet i hele kampen. Vi var presset på antallet af spillere, men det gik fint i forsvaret. Vi havde en klar plan om, hvordan vi gerne ville spille, og det holdt vi os til. Duellerne gik vores vej, og så kom vi til mange chancer. I forsvaret hjalp Anna Kristensen os, hvor hun tog flere vigtige bolde, sagde Tomas Axnér.
Uden Iversen, Haugsted og Mørk viste holdet også en god moral. Manglen på tre så vigtige spillere kunne slå mange mandskaber ud på forhånd, men de resterende arbejdede hårdt for at tage sejren med hjem.
– Det var meget vigtigt for os at få denne sejr. Især når vi nu manglede nogen spillere, så gjorde vi stadig vores arbejde godt, sagde cheftræneren.
Med sejren er gruppe B i Champions League knækket lidt over efter de første seks runder. Brest fører med 10 point, mens Györ indtager andenpladsen med et point færre. Med Odenses sejr over ungarerne ligger de og Team Esbjerg á point med hinanden på otte, mens Vipers har fem på femtepladsen.
Af den grund var denne udebanesejr vital for Team Esbjerg. I de næste to runder venter Buducnost, der ligger på sidstepladsen, men som på ingen måde skal undervurderes. De har nemlig tager point fra Györ i indeværende sæson. Derfor er alt stadig helt åbent.
Næste kamp for Team Esbjerg er først om 10 dage. Kvartfinalen i Santander Cup venter, og hvilken en! Ikast Håndbold har hjemmebane, og derfor skal esbjergenserne finde sit bedste spil frem, hvis det skal blive til endnu en pokaltriumf. Kampen går i gang onsdag d. 30. oktober klokken 20.30.
Kampen i tal:
HB Ludwigsburg – Team Esbjerg 31-36 (16-18)
Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 11 (3), Michala Møller 6, Mette Tranborg 4, Kaja Kamp 3, Live Deila 3, Sanna Solberg 3, Kathrine Heindahl 2, Elin Hansson 2, Marit Røsberg Jacobsen 2.
Topscorer HB Ludwigsburg: Mareike Thomaier 6.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 3
HB Ludwigsburg: 1
I MHP Arena.