Team Esbjerg fortsætter investeringen i energi

07/05 - 2024

Onsdagens opgør på hjemmebane i Kvindeligaen mod Nykøbing F. Håndbold har på papiret ikke den store betydning. Begge hold har spillede sig videre til semifinalerne, og de ved også, hvem der står på anden side, når disse kampe fløjtes i gang på lørdag. Men på trods af disse omstændigheder, vil Team Esbjerg fortsætte med at køre på, da det giver mere for dem.

”Vi vil investere energi, for at få energi,” har cheftræner Jesper Jensen tidligere udtalt, og det har indtil videre givet bonus, da holdet har kvalificeret sig til sæsonens store kampe i både Kvindeligaen og EHF Champions League Women.

Og det er vending, som kommer til at gøre sig gældende igen ved dette opgør. For måske er der endnu mere at hente, ved at gå til kampen, som var det én, hvor der var noget på spil.

– Der spilles om en rytme ind til semifinalerne, og det gælder for begge hold. Det er der mange måder at gøre på. Man kan spare spillere, eller spille sig endnu bedre. Vi har bevist, hvad vores tilgang er, så vi kommer til at spille med alt, hvad vi har, siger Jesper Jensen og fortsætter:

– Det er nemmere at sætte sig op til kampe og gå all in, når der er masser af spille for, som ved kampen i søndags (mod FTC, red.), men på den anden side kan det også give lidt mere frihed til at prøve nogle ting af og få en fornemmelse af, om man skal have styr på andre ting inden semifinalerne.

En af de store udfordringer ved Champions League-kampen i søndags var, at Nora Mørk og Henny Reistad døjede med småskavanker. Begge kom dog ind og leverede en pragtkamp i begge ender af banen.

Deres tilstand er dag til dag, og de vil blive testet op til kampen, men hvor mange vil se begrænsninger, ser cheftræneren muligheder. Muligheder for at teste nye kombinationer af i både forsvaret og angrebet.

– Det var rart at se nye konstellationer og prøve dem af, og så overvejer vi også at puste til nogle ting, som vi har gemt hele sæsonen. Vi har hvert fald muligheden for at se, om vi ikke kan udvide ballonen, siger Jesper Jensen.

Med Final4-deltagelsen i hus, kan holdet nu også lægge alt fokus på at blive danske mestre. Den danske liga afsluttes nemlig inden turen går mod Budapest, hvilket ikke var tilfældet i fjor, og det skaber glæde.

– Det er dejligt. Sidste år skulle vi charter os selv ind og ud mellem finalekampene, men nu er der kun ligaen at tænke på, og det er dejligt, at vi kan holde fokus på den, siger han.

Cheftræneren slår samtidig fast, at småskadede og småsyge spillere ikke kommer i spil, og derfor bliver det først på kampdagen, at truppen bliver skrevet i sten.

Team Esbjergs trup til kampen i Kvindeligaen slutspil runde 6 mod Nykøbing F. Håndbold onsdag den 8. maj kl. 20.00 i Blue Water Dokken.

Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Sanna Solberg
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Rikke Iversen og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Live Rushfeldt Deila, Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller, Nora Mørk, Luciana Resende Rebelo og Henny Reistad