Svækket Team Esbjerg-hold viste forskellen

01/05 - 2024

Klemt inde mellem to helt vitale EHF Champions League-opgør mod ungarske FTC-Rail Cargo om retten til at spille Final4 i Budapest var ligaopgøret mellem Team Esbjerg og SønderjyskE onsdag aften. Motoren spandt da heller ikke uden mislyde i 60 minutter, men i den sidste ende blev det alligevel til en favoritsejr på 33-26.

Hjemmeholdet var uden stjernen Henny Reistad, der trængte til en pause, og heller ikke fløjen Marit Røsberg Jacobsen kom på banen, ligesom unge Luciana Rebelo skulle spille oprykningskamp med 3. divisionsholdet. Derudover var tre spillere småsyge, så der måtte trækkes på alle ressourcer for at holde et SønderjyskE-hold med et stort arsenal af spillere i den bedste håndboldalder bag sig.

-Den slags kampe stiller krav til kulturen. Allerede inden sæsonen talte vi om, hvad vi vil med disse onsdagskampe og nåede frem til tanken om at bruge energi i disse midtugekampe for at få fornyet energi til kommende kampe. I dag kom vi med det, vi havde, sagde en tilfreds cheftræner Jesper Jensen.

Anført af Kristine Breistøl, der både kunne score, lægge op, rage en advarsel til sig og markere sig på anden vis, bragte Team Esbjerg sig hurtigt foran 6-2, hvorpå SønderjyskE-træner Peter Nielsen tog sin første timeout. Den havde ikke bare en stabiliserende effekt, men bragte gæsterne helt tilbage i kampen.

Jesper Jensen tog en timeout ved stillingen 12-9, måske irriteret af, at gennembrudsstærke Nicoline Olsen havde scoret tre mål i træk med venstrehånden. Det skulle blive værre endnu. Efter et par Line Uno-mål udlignede en af ligaens topscorere, Sarah Paulsen, til 14-14, og der var chancer til en føring. Nora Mørk sørgede med et veleksekveret straffekast for den mindst mulige føring ved pausen.

I anden halvleg indledte kampens store spiller, Kristine Breistøl, atter med at score tre mål i træk, og dermed var vejen til en beroligende føring banet. Anna Kristensen havde afløst Amalie Milling i målet og havde en bedre dag end kollegaen.

Brikkerne til semifinalerne i Kvindeligaen faldt på plads, da Odense Håndbold tidligere på aftenen sikkert besejrede København Håndbold. Dermed skal Team Esbjerg møde Ikast håndbold, som holdet har både danske og europæiske erfaringer med i denne sæson – hver gang som vinder.

-Vi har en mental overhånd, mens Ikast kan tiltage sig en sjov underdog-rolle, hvor de er gode til at fortælle, hvor chanceløse de er. Men de har slået både Metz og Vipers på udebane i Champions League, så den går vi ikke rigtig på, siger Jesper Jensen.

Han og truppen samler nu kræfter til det andet møde med FTC på godt en uge. Det gælder først og fremmest om at få alle de spillere, der er til rådighed, friske inden det afgørende slag om billetten til Final4. Team Esbjerg vandt det første opgør i Ungarn med 26-25, hvilket holder alt åbent inden returopgøret for en formentlig udsolgt Blue Water Dokken.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – SønderjyskE 33-26 (15-14)

Målscorere Team Esbjerg: Kristine Breistøl 10, Nora Mørk 8, Anne Tolstrup Petersen 5, Rikke Iversen 4, Live Rushfeldt Deila 2, Sanna Solberg 2, Julie Bøe Jacobsen 1 og Kaja Kamp 1.

Topscorere SønderjyskE: Sarah Paulsen 7 og Camille Mandret 6

Udvisninger:

Team Esbjerg: 0

SønderjyskE: 4

2.379 tilskuere i Blue Water Dokken