Formidabel første halvleg sikrede Team Esbjerg endnu en sejr
13/03 - 2024
Skarpheden var helt i top hos Team Esbjerg, og det var på trods af, at der ikke var meget at spille for. Alligevel viste holdet et ekstremt høj niveau, da ligaens femteplads, Silkeborg-Voel KFUM, gæstede Blue Water Dokken i andensidste spillerunde i Kvindeligaens grundspil, og allerede efter de første 30 minutter, var kampen lukket i rødt favør.
Med til historien hørte også, at Silkeborg-Voel heller ikke spillede op til deres vanlige niveau, men det gav Team Esbjerg dem heller ikke lov til. Få tekniske fejl og en stor kølighed foran målet var med til, at en føring hurtigt blev skabt, og at gæsterne ikke kunne benytte sig af deres kontraspil, som er deres store force.
Mange af hjemmeholdets mål kom gennem et stærkt forsvar. De forcerede flere stjålne bolde, hvilket gav mange af de “lette” mål. Ofte var det en parade, hvor bolden faldt ned til en Esbjerg-spiller, og fem sekunder efter blafrede målnettet i den anden ende. 10 af de 22 mål i første halvleg kom på kontra. Og for at gøre ondt værre for gæsterne, så stod Anna Kristensen også på det niveau, som mange håber på. Hun fik fyraften efter de 30 minutter, hvor hun stod på 47 procent.
I anden halvleg faldt spillet lidt, da der blev skiftet godt rundt på holdet. Caroline Gade fik resten af kampen, Camilla Thorhauge fik næsten fuldtid resten af halvlegen i sin ligadebut, og Luciana Rebelo fik størstedelen af de 30 minutter, hvor hun fik sat et par kasser ind. Men hvor de mange udskiftninger ofte er med til at gøre kampene lidt mere rodet, så skete det ikke her.
Angrebsmæssigt kom Team Esbjerg stadig frem til fine chancer, og det var kun defensiven, der led lidt under rotationen, hvilket var med til at give Amalie Milling svære betingelser i målet.
Det lykkedes dog stadig at udbygge føringen, og på intet tidspunkt var sejren i fare. Hen mod slutminutter kunne hjemmeholdet også stille op med tre U19-spillere på banen.
Cheftræner Jesper Jensen roste også spillerne efter kampen. Og selvom kampen ikke var perfekt, så var det den perfekte kamp for dem lige nu, for mange af spillerne fik hvil. Rikke Iversen sad over med en mindre skade, Kristine Breistøl og Nora Mørk spillede ikke anden halvleg og Henny Reistad var mest med i forsvaret efter pausen.
– Det var mere, end hvad vi havde turde håbe på, men der var også nogen marginaler, der gik vores vej. Det var ikke er perfekt kamp, men så var det alligevel i forhold til situationen nu, og det at både Gade og Thorhauge næsten fik fuld tid i anden halvleg, så syntes jeg på mange måde, at det var fedt. Og så var det også flot, at vi kunne holde skruen i vandet, selvom vi førte med 13 i pausen, sagde Jesper Jensen.
Med sejren kører Team Esbjerg stadig videre i Kvindeligaen. 25 gange ud af 25 mulige er de i denne sæson gået fra banen med to point. Denne stime er holdet stolte af, og det er noget, de gerne vil bevare.
– Det er vigtigt at ride på den bølge, som vi rider på lige nu. Vi ved, at vi går ind i en periode med slutspil, efter vi har spillet os til to friweekender i Champions League, så det gælder om at fortsætte, så vi står klar til når slutspillet begynder, sagde femmålsskytte Michala Møller, der ligesom sin cheftræner var stolt over dagens præstation.
– Vi var rigtig tilfreds med vores indsats, som vi mente var meget koncentreret hele vejen igennem. Vi fik brugt hele bænken og alle bidragede, og det er en af de rigtig fede sejre. Selvom vi vandt stort, så var det fedt at alle var med til at gøre det en god oplevelse, sagde hun.
Næste kamp er på tirsdag, hvor holdet tager til Jelling. Her skal de ikke se på runesten, men i stedet møde anden divisionsholdet Jelling fS i Santander Cuppen. Og dagen efter går turen til Bjerringbro, hvor grundspillets sidste kamp skal spilles. Kampen i Jelling begynder klokken 19.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – Silkeborg-Voel KFUM 39-22 (22-9)
Målscorere Team Esbjerg: Kaja Kamp 6, Michala Møller 5 (1), Marit Røsberg Jacobsen 4, Live Rushfeldt Deila 3, Kristine Breistøl 3, Sanna Solberg 3, Henny Reistad 3, Anne Tolstrup Petersen 3, Julie Bøe Jacobsen 3, Caroline Gade 2, Luciana Rebelo 2, Nora Mørk 2,
Topscorer Silkeborg-Voel KFUM: Thea Rasmussen 5.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 0
Silkeborg-Voel KFUM: 3
2270 tilskuere i Blue Water Dokken