Point i Odense og grundspilssejren er snublende nær
24/02 - 2024
Kvindeligaens grundspil er ved at gå ind i de afgørende runder, hvor slutspilspladserne skal fordeles, og hvor en vinder skal kåres. Team Esbjerg fører lige nu med Ikast og Odense lige efter, men i denne weekend går turen til Fyn, og senere venter også midtjyderne på udebane. Forspringet ned til forfølgerne er dog så stort, at esbjergenserne med point denne weekend kommer tæt på grundspilssejren.
For med fem runder igen har Team Esbjerg fire point ned til Ikast og seks point ned til Odense. Udover de to svære udebaner, venter der to hjemmekampe samt en tur til Bjerringbro. Derfor er der en stadig en reel mulighed for, at Ikast kan komme op på á point.
Ved at hente point i Odense vil et nederlag til Ikast ikke have nogen betydning, hvis de tre andre kampe vindes. Og selv ved pointlighed skal midtjyderne hente otte mål fra det første ligaopgør. Men alle disse spekulationer kan kastes væk, hvis Team Esbjerg vinder, men det er ikke noget, man lige gør i Odense.
– Jeg forventer en sjov og spændende kamp, men også en svær kamp. Det er to hold, der gennem deres spil i Champions League har spillet sig til at være blandt de fire bedste i verden, så det bliver fedt, siger cheftræner Jesper Jensen.
Det er fjerde gang at de to hold står overfor hinanden i denne sæson. Indtil videre er det med en esbjergensisk føring på 2-1, hvor nederlaget kom i Super Cuppen tilbage i august. Sandsynligheden for at de møder hinanden igen senere på sæsonen, er stor. Det har de gjort mange gange tidligere, og derfor kender holdene også hinanden næsten til hudløshed.
– Vi griber kampen an med en forventning om, at vi skal spille godt, men vi skal også forholde os til den stil, som modstanderen spiller. De har meget individuel kvalitet, så det handler om at være irriterende over for dem og lave noget, som de ikke er tryg ved, siger cheftræneren.
Med to sejre i denne sæson over fynboerne ved holdet godt, hvad der skal til for at vinde. Men lørdagens modstander har klassespillere på alle positioner, og derfor er der meget at forholde sig til.
– De har mange nøglespillere, som vi skal have styr på. Dione Housheer, Althea Reinhardt, Mie Højlund og Maren Aardahl for at nævne nogen. Vi skal spille på vores præmisser, og det synes jeg, at vi har været gode til. Det bliver sværere mod et hold som Odense, så det kommer også til at handle om, hvem der finder ro, og om kan man afvikle kampen på en smart måde. Og så så vi også ved seneste møde, at en kamp kan skifte karakter. Odense havde godt styr på det, men vi vandt til sidst, Jesper Jensen.
Cheftræneren melder også alle fit for fight. Kun Mette Tranborg og Kathrine Heindahl er ikke med, da de stadig er i gang med deres genoptræninger.
Team Esbjergs trup til kampen i Kvindeligaen grundspil runde 22 mod Odense Håndbold lørdag den 24. februar kl. 16.00 i Sydbank Arena:
Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Sanna Solberg
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Rikke Iversen og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Live Rushfeldt Deila, Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller, Nora Mørk, Luciana Resende Rebelo og Henny Reistad