Fejlene var mange, men Team Esbjerg triumferede til sidst
24/02 - 2024
Kønt var det ikke hele tiden, men opgøret mellem Team Esbjerg og Odense Håndbold i Kvindeligaen havde til gengæld alt andet. Spænding, individuelle stærke præstationer, og en intensitet, der var en topkamp værdig, og heldigvis med en Team Esbjerg-sejr til sidst på et mål kort før tid.
En sejr over Odense ville betyde, at esbjergenserne næsten kunne smage førstepladsen i grundspillet, men det skulle vise sig at blive en svært opgave. Naturligvis.
For selvom om hjemmeholdet ikke begyndte godt med mange tekniske fejl, så lykkedes det heller ikke gæsterne at skabe et stort forspring. Althea Reinhardt havde nemlig en af de dage, og hun stod en glimrende kamp.
Heldigvis brændte fynboerne også meget, og efter 10 minutter havde de kun scoret to gange, mens Team Esbjerg havde sendt seks i kassen. En timeout blev også taget af værternes træner, og det gav bonus, for de kom bedre ud lige efter.
Føringen skrumpede, og Odense bed sig fast i haserne på Team Esbjerg, der ikke helt kunne slippe fynboerne, og et mål skilte også kun de to hold i pausen.
Fejlene var igen mange i anden halvleg, og de blev endda flere. Og det gjaldt begge mandskaber. Dog var det gæsterne, der stadig havde teten, og de fik skabt flere huller på fire mål, men Odense gav aldrig op, og med små fem minutter igen havde de faktisk chancen for at komme foran for første gang i kampen, men muligheden missede de, og få minutter senere scorede Sanna Solberg på en fræk skruebold, og føringen blev genetableret med tre minutter igen.
Hjemmeholdet brændte lige efter, og da Michala Møller scorede til 24-22 med to minutter igen, virkede det ene point sikkert, hvilket ville være ganske tilfredsstillende. Men hvorfor ikke tage alle to point, når muligheden bød sig?
Anna Kristensen gjorde sit, da hun med sin 14. redning nappede et fløjskud, men en teknisk fejl og et kontramål fra gæsterne åbnede kampen op igen med et minut igen.
Tiden kunne ikke køres ud, og derfor skulle der et skud til. Cheftræner Jesper Jensen tog en timeout og fik sat et spil op. Til sidst var det Henny Reistad, der med sin niende scoring fik sat streg under dagens vinder. Målet til 23-25 kom med 20 sekunder igen, og så betød det ikke så meget, at gæsterne med fem sekunder igen fik reduceret. Sejren var i hus.
– Vi spillede rigtig godt. Både i defensiven og i offensiven. Det var måske en af de bedste kampe i denne sæson. Slutproduktet var måske ikke så godt i angrebet, hvor vi brændte for mange chancer og havde for mange tekniske fejl, men det var ofte den sidste aflevering eller i skuddet, hvor vi måske var lidt uskarpe. Det kan så være Odenses fortjeneste, og så stod Althea også en god kamp, sagde en glad cheftræner, Jesper Jensen.
De mange fejl var selvfølgelig ikke noget, som var godt, men når de kom efter velspillede angreb, hvor de var tæt på at spille sig gennem den fynske forsvar, tog Jesper Jensen det ikke så tungt.
– Vi fik spillet gode angreb, hvor vi lige lavede fejlene til sidst. Men med mange dygtige forsvarsspillere, der fik lov til at gå til den med meget fysik, så kom der flere tekniske fejl, for spillerne blev trætte og fik ikke de billige frikast som normalt, sagde cheftræneren.
Fire kampe resterer i Kvindeligaens grundspil, og Team Esbjerg har stadig fire point ned til Ikast på andenpladsen. Og med otte point ned til Odense på tredjepladsen og bedre indbyrdes er esbjergenserne nu sikret to point med over i slutspillet.
Førstepladsen er stadig åben, men to kampe skal tabes, og når man har vundet alle de andre kampe indtil videre, så skal meget gå grueligt galt, hvis det skal ske.
– Det var en god sejr, som også var med til at sende et signal til andre hold om, at de skal være gode for at slå os. Også når de er på hjemmebane. Nu handler det om at holde afstanden til Ikast. Og så er vi nok kæmpe favoritter til at vinde grundspillet, sagde Jesper Jensen.
Næste kamp er på hjemmebane, hvor Viborg HK gæster Blue Water Dokken, men på grund af landsholdssamlinger spilles kampen først onsdag den sjette marts klokken 18.30.
Kampen i tal:
Odense Håndbold – Team Esbjerg 24-25 (12-13)
Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 9, Nora Mørk 4 (2), Rikke Iversen 4, Michala Møller 2, Sanna Solberg 2, Live Rushfeldt Deila 1, Kristine Breistøl 1, Marit Røsberg Jacobsen 1, Anne Tolstrup Petersen 1.
Topscorere Odense Håndbold: Mie Højlund og Andrea Aagot 6.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 1
Odense Håndbold: 1
I Sydbank Arena.