Målfest endte i ny sejr til Team Esbjerg
30/01 - 2024
De forsvarende danske mestre var et mandskab, der lige skulle i gang i tirsdagens udebaneopgør mod Horsens Håndbold Elite. Og da de først kom i gang havde hjemmeholdet problemer med at følge med, og derfor endte det også med en sejr til Team Esbjerg på syv mål.
Indledningsvis var det et opgør, der bølgede frem og tilbage. Først var det Team Esbjerg, der lagde ud med to hurtige scoringer, inden Horsens satte turboen på og scorede fire mål i træk. Dette momentum og tempo tog hjemmeholdet til sig, og det satte esbjergenserne lidt ud af kurs.
Derfor følte cheftræner Jesper Jensen også, at han var nødsaget til at tage en timeout for at samle holdet op igen efter en usammenhængende start.
– Vi kom med for lidt energi. Der var lige en syv-otte minutter, efter vi kom foran med 0-2, hvor vi ikke var på det energiniveau, vi gerne vil levere, sagde Jesper Jensen om den tidlige timeout.
Den lille opsang fik den ønskede effekt. Kort tid efter ramte Team Esbjerg en periode, som de vandt med 1-6, og dermed kom de igen foran, og herefter satte kampen sig.
Begge hold viste stor effektivitet i deres offensiver, og de endte med at bytte scoringer frem til pausen, hvor det var Team Esbjerg, der førte med 18-19. Og det var selvom der blev roteret godt rundt på spilletiden hos udeholdet.
Efter pausen kørte gæsterne videre i samme tempo, og som tiden gik, havde Horsens svært ved at følge med. Team Esbjerg havde ingen problemer med at konvertere deres offensive chancer, mens værterne lavede flere tekniske fejl, hvilket førte til flere kontramål. I alt stod udeholdet noteret for 13.
Dermed blev føringen langsomt udbygget, og med et kvarter igen scorede Marit Røsberg Jacobsen til 26-33, hvilket var med til at knække kampen i Team Esbjergs favør.
Målene væltede stadig ind herefter i begge ender, men Horsens kom ikke meget tættere på, og gæsterne kunne tage en sejr med hjem på 33-40.
– Første halvleg var meget lige, men vi sad stadig med en fornemmelse af, at det var noget, vi godt kunne få styr på over tid. Der var nogle kollektive ting, hvor vi ikke stod godt, men når man har en kamp igen dagen efter, så passede man nok på sig selv. Niveauet var ikke helt højt, men idet vi var i kontrol, så var det en naturlig reaktion. Vi skulle have de to point og passe på os selv, og det formåede vi, sagde cheftræneren.
Han kunne også se tilbage på en kamp, hvor defensiven indkasserede 33 mål. Et total, der ikke vækkede begejstring, men som der i første omgang ikke var tid til at rette på.
– Vi skal kigge lidt på vores defensiv, da de scorede for mange mål. Det når vi så ikke at kigge på til i morgen, hvor det igen handler om at få to point, men vi skal have fundet noget frem til kampen mod Metz, sagde Jesper Jensen.
Nedtællingen til næste kamp er allerede nede i timer. Klokken 18.30 står Team Esbjerg igen på en håndboldbane, hvor oprykkerne fra Bjerringbro FH er modstanderen. Denne gang er det i vante omgivelser i Blue Water Dokken.
Kampen i tal:
Horsens Håndbold Elite – Team Esbjerg 33-40 (18-19)
Målscorere Team Esbjerg: Nora Mørk 7 (4), Henny Reistad 7, Marit Røsberg Jacobsen 5, Sanna Solberg 5, Kaja Kamp 3, Michala Møller 3, Rikke Iversen 3, Kristine Breistøl 3, Anne Tolstrup Petersen 2, Live Rushfeldt Deila 1.
Topscorer Horsens Håndbold Elite: Mai Kragballe 7 (2).
Udvisninger:
Team Esbjerg: 1
Horsens Håndbold Elite: 3
I Forum Horsens.