Team Esbjerg kunne aldrig helt sætte SønderjyskE
27/01 - 2024
Trods fint spil lykkedes det aldrig Team Esbjerg at skabe et stort nok forspring ned til SønderjyskE i Kvindeliga-opgøret. Manglede skarphed og koncentration var årsagen til, at gæsterne holdt sig inde i kampen, selvom det var en håndfuld mål, der skilte dem. Derfor var det også først hen mod slutningen, at Blue Water Dokken kunne ånde lettet op med en sejr og to point.
SønderjyskE har tidligere været et mandskab, der driller Team Esbjerg. Selvom det nu er blevet til fire esbjergensiske sejre ud at lige så mange mulige, har de altid været tætte, og denne lørdag eftermiddag var ingen undtagelse.
Indledningsvis var udeholdet også godt med, og holdene fulgte hinanden ad frem til 10-10. Men tre udvisninger inde for kort tid førte til, at Team Esbjerg kunne trække lidt fra på måltavlen op til pausen. De legede med en føring på fem mål, men det blev 17-13 efter de første 30 minutter.
Hjemmeholdet kom bedst fra start i kampens sidste halve time, og føringen blev udbygget til 20-14. Det fik flere til at tro, at nu kom det pres fra Team Esbjerg, som mange andre hold i Kvindeligaen bukker under for. Men det skete ikke for SønderjyskE.
Som en sang man har fået i hovedet, var de svære at slippe af med, og de fightede sig hele tiden tilbage. Især hjulpet på vej af en storspillende målvogter i Stine Broløs. Flere gange havde Team Esbjerg muligheden for at knække kampen, men det lykkedes aldrig. SønderjyskE bed sig hele tiden på.
Hen mod slutningen havde gæsterne reduceret til 26-22, og ingen i Blue Water Dokken kunne vide sig sikker på, at sejren var i hus. Det var først da Kristine Breistøl med sin sjette og sidste scoring med tre og et halvt minut tilbage fik afgjort kampen til hjemmeholdets fordel.
– Vi kunne have ramt en god og skarp kamp, og så havde vi trukket fra lidt før, men når vi lige havde et par her og der, så syntes jeg, at SønderjyskE er sindssyge dygtige til at holde sig inde i kampene, og træder man et skridt forkert, så er de der, sagde cheftræner Jesper Jensen.
Han mente heller ikke, at Team Esbjerg dag helt ramte dagen, og der skulle ikke gå meget mere galt før det ville have blevet en neglebidder.
– Når vi spiller på vores top, så vinder vi, når vi ikke spiller på top, så vinder vi lidt mindre, og hvis vi så rammer to procent mindre end i dag, så havde det været en helt lige kamp. Der var nogle gode ting, men der var nogen fejl imellem, der ikke var karakteristiske for os. Men vi har også spillet en lang sæson, så det går også lidt op og ned. Men alt i alt det var en fin præstation, og når vi nu ikke ramte toppen, så syntes jeg, at det var fint, at vi holdt en relativ – med streg under relativ – sikker sejr over SønderjyskE, sagde cheftræneren.
Sejren betyder, at Team Esbjerg stadig har maksimumpoint i Kvindeligaen efter 16 kampe. I næste uge venter et tæt program. Tirsdag går turen østpå, hvor de skal møde Horsens Håndbold Elite, og dagen efter kommer Bjerringbro FH til Esbjerg for at spille den udsatte kamp fra tidligere på måneden. Og søndag stiger holdet på flyveren med landing i Frankrig. Kampen i Horsens går i gang klokken 19.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – SønderjyskE 29-24 (17-13)
Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 7 (3), Kristine Breistøl 6, Kaja Kamp 5, Anne Tolstrup Petersen 4, Live Rushfeldt Deila 2, Nora Mørk 2, Sanna Solberg 2, Michala Møller 1.
Topscorer SønderjyskE: Sarah Paulsen 6 (2).
Udvisninger:
Team Esbjerg: 4
SønderjyskE: 4
2011 tilskuere i Blue Water Dokken.