Team Esbjerg tankede selvtillid inden nøglekamp

17/01 - 2024

Forskellen mellem top og bund i Kvindeligaen kom til syne onsdag aften i Blue Water Dokken. Team Esbjerg vandt stort over Ajax København, og dermed fik holdet vist enorm styrke, inden Vipers Kristiansand gæster byen på søndag.

Forinden havde cheftræner Jesper Jensen udtalt, at afhængig af kampens forløb, så ville holdet gerne kunne spare nogen kræfter inden kampen på søndag. Der skulle dog gå lidt tid, før den mulighed indtraf.

Ajax København var udfordret i indledningen, men nogle tekniske fejl af hjemmeholdet gjorde, at gæsterne var med frem til 5-4. Herefter begyndte Team Esbjerg at vise dominans på banen. Langsomt trak de fra på måltavlen, og da Nora Mørk gjorde det til 13-7, tog gæsterne en timeout.

De gik i syv mod seks med stor succes. De satte de næste tre scoringer ind, før hjemmeholdet fandt ind i aftalerne igen og lukkede af. De næste fire mål var også esbjergensiske, og kort tid efter gik de også til pause med en føring på 18-11.

I anden halvleg kom Anna Kristensen ind. Det var ikke fordi, at Amalie Milling stod dårligt – tværtimod. Hun havde en redningsprocent på et godt stykke over 40. Men skiftet fik stadig stor betydning for kampens udfald, for Kristensen lukkede af.

Hun fik 17 minutter på banen, og i den tid blafrede nettet ikke en eneste gang. 11 redninger blev hun noteret for og nul indkasserede. Samtidig lykkedes det hjemmeholdet at score ni gange i samme periode, og kampen var afgjort.

Rotationen var allerede i gang, men det holdt ikke nogen af spillerne tilbage. Luciana Resende Rebelo kom ind og bankede et par kasser ind, Caroline Gade fik 40 minutter og to mål, og Anne Tolstrup endte som kampens topscorer og straffekastskytte.

– Jeg syntes, vi holdt fokus, og især i de sidste 45 minutter var vi gode. Vores defensive var noget, som vi holdt fokus på. Vi har ikke dækket meget op i 5-1 i år, men det er noget, vi rigtig gerne ville øve os på, og det fungerede godt i dag, sagde en yderst tilfreds cheftræner, Jesper Jensen.

Hen mod slutningen af kampen blev føringen kun større, og Team Esbjerg vandt også med 20 overskydende mål – 37-17.

– Der var mange ting, der fungerede i dag, men der skal også være forskel på Team Esbjerg og Ajax. Men man skal heller ikke meget ned i gear, før der ikke er så stor forskel. Vi spillede i et fint, højt gear i dag og viste, at der var en forskel på et individuelt plan. Jeg havde ikke regnet med, at den ville være så stor, men jeg var også utroligt glad for den indsats, som vi leverede i dag, sagde cheftræneren.

Med sejren cementerer Team Esbjerg sin førsteplads i Kvindeligaen. Stadig med maksimumpoint indtager de førstepladsen med 28 point.

Næste kamp er på søndag, hvor en sejr – og pointtab til Ikast – vil sende Team Esbjerg i kvartfinalen i EHF Champions League Women. Men modstanderen er ikke hvem som helst. Norske Vipers Kristiansand er forsvarende tredobbelte mestre i turneringen. Seneste kamp i Norge endte i dansk favør på mål i sidste sekund, og en gentagelse kan ske. Kampen går i gang klokken 16.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Ajax København 37-17 (18-11)

Målscorere Team Esbjerg: Anne Tolstrup Petersen 5 (2), Kaja Kamp 4, Michala Møller 4 (3), Live Rushfeldt Deila 4, Nora Mørk 4 (3), Rikke Iversen 4, Luciana Resende Rebelo 3, Caroline Gade 2, Kristine Breistøl 2, Sanna Solberg 2, Julie Bøe Jacobsen 2, Marit Røsberg Jacobsen 1.

Topscorere Ajax København: Cecilie Specht og Anna Grundtvig 4.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 0

Ajax København: 5

1570 tilskuere i Blue Water Dokken.