Team Esbjerg fuldender tripel-triumf

30/12 - 2023

Allerede i første halvleg lykkedes det Team Esbjerg at skabe et hul ned til Nykøbing F. Håndbold, som de gulklædte ikke kunne hente. Dermed satte esbjergenserne et perfekt punktum på 2023 ved at sikre sig deres tredje pokaltitel i Santander Cup med en sejr i finalen i Final4 på 36-26.

Men inden champagnepropper kunne poppes, og holdet kunne bade i boblevandet, skulle kampen først afgøres. Nykøbing F. Håndbold spillede friskt til i kampens indledning. De havde ingen planer om at ligge sig ned fra start, og derfor tog de også teten i begyndelse.

Team Esbjerg svarede dog hurtigt igen og efter de første fem minutter, hvor holdet lige skulle ind i kampen, tog de også taktstokken igen. De næsten flåede den ud af Nykøbings hænder.

Ved stillingen 7-5 tog Nykøbing-træner, Jakob Larsen, også sin første timeout for at sætte en dæmper på Team Esbjergs momentum, men det hjalp ikke. De to næste mål var også røde, og dermed var en firemålsføring etableret. Og da Marit Røsberg Jacobsen lidt senere gjorde det til 11-6, så Nykøbing-træneren sig nødsaget til at tage sin anden timeout.

Denne gang havde det en bedre effekt. Team Esbjerg ramte en periode, hvor spillet ikke rigtig hang sammen, og det udnyttede Nykøbing til at lukke lidt af hullet. De kom op på 11-9, inden Sanna Solberg fik sat en stopper for det ved at score til 12-9.

Sammen med Henny Reistad fik de sat tre mål yderligere ind, og et nyt, solidt forspring var genskabt. Og denne gang lykkedes det ikke Nykøbing at komme tættere på.

Efter pause sad Team Esbjerg nemlig på kampen. Langsomt fik de kørt Nykøbing i bund, og hullet blev kun større, som tiden gik. Hen mod midtpunktet af anden halvleg flirtede Team Esbjerg også med en timålsføring.

De 10 mål var også forskellen, da haluret i Blue Water Dokken hylede for sidste gang. Guldhattene og -parykkerne var fundet frem, og jublen galede udover hallen.

At vinde Santander Cup er stort i sig selv, at vinde den to gange i træk er eminent. At vinde den tre år i rap er yderst specielt. Samtidig har vejen til triumfen også været ganske svær.

– Det er altid sjovt at skrive historie. Det er også noget, man kan huske om 10 år. Måden at gøre det på er også specielt. Vi har ikke fået noget foræret ved først at møde Skanderborg og Ikast ude, og så Odense og Nykøbing i Final4. Det er anden-, tredje- og fjerdepladsen i ligaen, vi har slået på vej hertil, så vi har måtte kæmpe for det, sagde en tydelig stolt cheftræner, Jesper Jensen.

Selv på årets næstsidste dag skal sådan en triumf fejres. Champagnen var fundet frem i omklædningsrummet, og da spillerne kom ud efter, var flere af dem allerede badet i de fine bobler, og i aften får de fri.

– Det er direktøren, der giver fri bar i aften, sagde cheftræneren med et stort smil.

Kaja Kamp var en af de første, der kom ud fra omklædningsrummet sammen med en gennemblødt Mette Tranborg, der blev mest ramt af brusen fra boblerne. Badet i en blanding af sved og champagne. Stregspilleren stod noteret for tre scoring og en altid god fight.

– Det er megafedt! Den pokal hører til her i Esbjerg, og det fik vi bevist igen i dag. Nu skal vi ud at være rigtig fulde. Jeg har hørt lidt rygter om en lille fest. Vi er allerede begyndt lidt, sagde Kaja Kamp med henvisning til de dunkende rytmer inde fra døren bag hende.

Prikken over i’et på denne ellers perfekte afslutning på året blev, at Henny Reistad blev årets pokalfighter, og at fanklubben vandt 7.500 kroner til pengekassen. 2023 var et godt år, der også endte på toppen.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Nykøbing F. Håndbold 36-26 (17-12)

Målscorere Team Esbjerg: Nora Mørk 7 (4), Henny Reistad 6, Marit Røsberg Jacobsen 5, Sanna Solberg 5, Kaja Kamp 3, Rikke Iversen 2, Kristine Breistøl 2, Anne Tolstrup Petersen 2, Julie Bøe Jacobsen 2, Michala Møller 1 (1), Luciana Rebelo 1.

Topscorer Nykøbing F. Håndbold: Tyra Axnér 5.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 3

Nykøbing F. Håndbold: 2

I Blue Water Dokken.