Anne Tolstrup klar til nyt kapitel med svensk cheftræner
21/11 - 2023
28-årige Anne Tolstrup Petersen har indgået en ny toårig aftale med Team Esbjerg og er dermed på kontrakt frem til 30. juni 2026. Fløjspilleren kom fra København Håndbold i sommeren 2022 og har siden indgået i et makkerskab med Marit Røsberg Jacobsen.
Hun blev efter en korsbåndsskade i slutningen af 2021 udlejet til svenske IK Sävehof, som hun var med til at tilbageerobre mesterskabet for, og i den periode havde Team Esbjergs kommende cheftræner, Tomas Axnér, særligt gode muligheder for at følge hende.
– Jeg har fulgt hende i lang tid, og hun har senest haft en god udvikling i Team Esbjerg, også da hun på et tidspunkt var alene på fløjen, mens Marit var skadet. Det tiltaler mig, at Anne fortsat har ambitioner om at udvikle sig, og det er dejligt at have aftalen med hende på plads, siger Tomas Axnér.
Anne Tolstrup kvitterer med, at trænerskiftet fra Jesper Jensen til Tomas Axnér kan være med til at skubbe yderligere på den udvikling som håndboldspiller, som ankomsten til en topklub har ført med sig.
– Det lyder superspændende, at Tomas kommer til klubben, og jeg har en god følelse af, at det kan der komme noget godt ud af. Jeg vil gerne udvikle mig med flere skarpe afslutninger i angrebsspillet og forbedre mit forsvarsspil yderligere, siger Anne Tolstrup.
Hun afsluttede 2023 med tre sene scoringer på lige så mange forsøg i EHF Champions League-kampen mod Ikast Håndbold, der mod slutningen var ved at æde sig ind på Team Esbjergs sikre forspring. Hjemmeholdet endte med at vinde sin fjerde sejr på 19 dage over Ikast.
– Marit og jeg er ved at lære hinanden bedre at kende, og jeg har fået opbygget en tryghed ved at være i byen, i klubben og blandt holdkammeraterne, hvilket betyder meget for at kunne præstere på banen. Med to sæsoner yderligere kan jeg koncentrere mig om at udvikle mig som håndboldspiller, og det glæder jeg mig til, siger Anne Tolstrup.
Hun bor i opgang med målvogter Anna Kristensen, så de ser en del til hinanden, men hun har også fået gode relationer til de øvrige spillere i truppen. Hun er bachelor i teknoantropologi og forsøgte sig med at læse en kandidatuddannelse på afstand, men kunne ikke finde sig til rette med studiet. Siden sommer har hun udelukkende haft fokus på håndbold.
Med den tredje forlængelse med en fløjspiller på kort tid – Sanna Solberg-Isaksen og Marit Røsberg Jacobsen har begge indgået nye aftaler – og tilkomsten af svenske Elin Hansson fra sommeren 2024 er de skandinaviske fløjkonstellationer til fremtiden nu komplette.