Advarselslamperne blinkede inden, men Team Esbjerg afblæste alarmen

15/11 - 2023

Efter et tæt program med mange hårde kampe er en udebane mod Silkeborg-Voel KFUM ikke just ønskescenariet. Alligevel lykkedes det Team Esbjerg at få den 12. sejr hjem ud af 12 mulige i Kvindeligaen på en stærk indsats.

Team Esbjerg har nemlig været en del i gennem i dette efterår. Derfor gjaldt det i første omgang at komme i mål med en sejr, og så måtte spørgsmålet om hvordan være anden prioritet. Alligevel lykkedes det Team Esbjerg i sejren over Silkeborg-Voel KFUM at vise truppens bredde.

For hele holdet kom bane i opgøret, hvor gæsterne hurtigt fik skabt et overtag trods flere tekniske fejl. Men da disse blev holdt nede lykkedes det Team Esbjerg også at få et overtag på måltavlen, og halvvejes inde i første halvleg blev det til en føring på 5-10, da tilbagevendte Marit Røsberg Jacobsen scorede.

Ved pausen blev den udbygget med yderligere en enkelt pind, og hen ad anden halvleg blev den større og større. Team Esbjerg var oppe at lege med en føring på to cifre hen mod slutningen af opgøret, men Silkeborg-Voel fik reduceret et par gange til kampen resultat.

– Det var en flot kamp taget i betragtning med det program, vi har haft, og hvor mange advarelseslamper, der blinkede på sådan en onsdag aften i Silkeborg. Holdet eksekverede flot, skabte tidligt en føring og kom aldrig rigtig i problemer. Så er vi godt klar over, at vi skal spille bedre mod Ikast på søndag, men det kommer vi også til, sagde en tilfreds cheftræner, Jesper Jensen.

Han kunne lune sig over flere ting ved opgøret. En bænk, der leverede samme flotte spil, da der blev skiftet ud, en Marit Røsberg Jacobsen, der fik spilletid i benene igen, efter hun har været ude med en skade og pause til de spillere, som der er trukket store veksler på på det seneste.

– Vi havde forberedt os godt til kampen, og Silkeborg kom aldrig rigtig ind i opgøret. Vi fik skiftet meget ud, og det kommer til at få stor betydning. Sejren var det første mål, og så var det næste, at vi skulle stå frisk til kampen på søndag, hvilket vi gør, og det er positivt, siger cheftræneren.

Sejren betyder også, at Team Esbjerg holder jul på førstepladsen i Kvindeligaen med maksimumpoint: 24. De 12 sejre ud af 12 mulige i den danske liga er en præstation, som klubben og truppen er enorm stolte over.

– Det er virkelig flot at gøre i den danske liga. Det er måske den stærkeste liga i verden, og det er vi nu kommet i gennem, hvor vi er gået 12 for 12. Det er skal vi være ydmyg og stolte over, og vi har samtidig også lidt luft ned til andenpladsen, sagde Jesper Jensen.

Ikast Håndbold og Odense Håndbold ligger på henholdsvis anden- og tredjepladsen med 20 point, mens Nykøbing F. Håndbold indtager fjerdepladsen med 16.

Og førstnævnte af de tre hold er igen modstanderen på søndag. Det fjerde opgør mellem Team Esbjerg og Ikast er afslutningen på føljetonen mellem de to hold for denne gang. Esbjergenserne har vundet de tre første opgør, men med et Ikast-mandskab, der ser skarpere ud for hvert møde. Med en sejr mere cementerer Team Esbjerg førstepladsen i EHF Champions League Women, og derfor er der en masse på spil. Kampen går i gang klokken 16.

Kampen i tal:

Silkeborg-Voel KFUM – Team Esbjerg 24-31 (10-16)

Målscorere Team Esbjerg: Sanna Solberg 5, Henny Reistad 5, Michala Møller 4 (1), Nora Mørk 4 (1), Kathrine Heindahl 4, Caroline Gade 2, Luciana Rebelo 2, Marit Røsberg Jacobsen 2, Julie Bøe Jacobsen 2, Rikke Iversen 1.

Topscorere Silkeborg-Voel KFUM: Sara Madsen og Natasja Andreasen 5.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 3

Silkeborg-Voel KFUM: 0

I JYSK Arena.