Fanden havde fat i Blue Water Dokken med magi til følge

25/10 - 2023

Bølgerne går altid højt, når Team Esbjerg og Odense Håndbold møder hinanden. Onsdag var ingen undtagelse. De to hold skabte rammerne om en uimodståelig topkamp, hvor det heldigvis var hjemmeholdet, der på et vidunderligt sidste kvarter, endte som vindere.

De to kombattanter var også denne onsdag aften meget jævnbyrdige. Ingen af mandskaberne fik skabt et spillemæssigt overtag i første halvleg. Team Esbjerg var dog mest foran, men det var aldrig med mere end to mål, og de blev ofte hurtigt hentet på en enkelt fejl eller to. Ingen af dem førte heller ved pausen, hvor alt var lige 15-15.

I anden halvleg tog Odense dog mere teten, og de fik bragt sig i front med 19-22 med et kvarter igen. Kaja Kamp fik reduceret til 20-22, inden en udvisning til Kathrine Heindahl tændte noget.

En stor del af Blue Water Dokken var ikke tilfredse med den, og det fik dommerne lov til at høre. Men en kontakt var tændt. Noget inde i alle esbjergensere – om det så var på banen eller lægterne – gav det sidste i sig.

Alle spillere gik forrest, og hver lille hændelse, der gik hjemmeholdets vej, blev til stor jubel og endnu større brøl fra banen. Om det var en bold, der gik i paraderne, et spilstop eller en redning, kunne hele Esbjerg høre det.

Forsvarsaktionen efter førte også til et fynsk boldtab, og Nora Mørk fik ydereligere reduceret, og kort tid efter fik hun udlignet til 22-22. Spillerne viste fight af stor styrke, og de kastede sig over alt.

Med 10 minutter igen stod det stadig helt lige. Nora Mørk havde lige brændt et straffekast, men herefter tog Anna Kristensen over. Fødselsdagsbarnet lukkede totalt af, og der skulle gå næsten otte minutter, før gæsterne scorede igen.

Imens prøvede gæsterne at holde Nora Mørk væk fra spillet, men gejsten fra tilskuerrækkerne havde smittet af på hele truppen, der viste enorm spilleglæde. Totalt upåvirket af det pres, som en topkamp ellers kan lægge.

Team Esbjerg gik fra 24-24 til 30-24, og så var det ligegyldigt, at Odense fik reduceret to gange, for det kom først i det sidste minut. Det tog intet af det indtryk, som alle i Blue Water Dokken sad med, da sejren var officiel.

– Et kæmpe fighterhjerte blev udslagsgivende i dag. Det var ikke kønt, men det blev det så alligevel, for det var fedt, men vi måtte kæmpe os til det hele. Og pludselig gik der ild i krudttønden på banen, og så tog fanden ved i spillerne, og så kæmpede de for hver eneste bold. Det var bare fantastisk. Jeg har svært ved at huske, at jeg har været så stolt over en gruppe, som jeg var til slut, sagde cheftræner Jesper Jensen, der har svært ved at udpege nogle præstationer, der stak ud, for alle leverede varen.

– Julie har kæmpet for spilletid, og hun kom så ind i den afgørende fase og leverede helt vildt. Men det er sgu også synd at tage nogle ud. Det vil også være urimeligt over for Nora, at bare fordi hun har været på toppen i så mange år, ikke også at anderkende hendes præstation. Anna, der lukker af, og Michala Møller. Det var hele vejen rundt.

Med 10 mål og syv målgivende afleveringer var Nora Mørk dirigenten i angrebet. Hun blev også grebet af den stemning, som Blue Water Dokken skabte, da der manglede et kvarter.

– Tilskuerne gjorde en god del af arbejdet. Det var en helt sindssygt stemning i dag. Alle kom med det, de havde, og så stod Anna bare og plukkede boldene, sagde Nora Mørk.

Sejren betyder, at Team Esbjerg har to point ned til Ikast, og fire point ned til Odense. Efter ni runder har esbjergenserne stadig maksimumpoint, og cheftræneren kunne ikke ønske andet.

– Det er lidt svært at forholde sig til nu. Jeg rigtig glade for det, for jeg havde tænkte tanken, at det kunne være et drømmescenarie, men lige nu er det kun stoltheden og den præstation, de har leveret, der fylder, sagde Jesper Jensen.

På lørdag tager Team Esbjerg til Polen. Her skal de møde EHF Champions League Women-debutanter, KGHM MKS Zegłebin Lubin. Kampen går i gang klokken 16.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Odense Håndbold 30-26 (15-15)

Målscorere Team Esbjerg: Nora Mørk 10 (2), Michala Møller 6, Kristine Breistøl 3, Marit Røsberg Jacobsen 3, Rikke Iversen 2, Sanna Solberg 2, Julie Bøe Jacobsen 2, Kaja Kamp 1, Anne Tolstrup Petersen 1.

Topscorere Odense Håndbold: Andrea Hansen og Thale Rushfeldt Diela 5.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 3

Odense Håndbold: 4

2526 tilskuere i Blue Water Dokken.