Varde holdt til eksplosiv Team Esbjerg-præstation
27/09 - 2023
Med nød og næppe kunne Vestjysk Bank Sportium holde til Team Esbjergs besøg onsdag aften. De skulle dog lige vente en halvleg, inden eksplosionen fandt sted, men herefter kunne gæsterne i Kvindeliga-opgøret, Horsens Håndbold Elite, heller ikke stille noget op. Det første kvarter i anden halvleg blev vundet med 13-0, og så blev det lagt låg på det opgør.
Team Esbjerg skulle dog igennem første halvleg, og den var ikke uden problemer. Gæsterne fra Horsens kom nemlig med en klar plan for kampen. Konsekvent spillede de syv mod seks i angrebet, og de lykkedes med det.
Flere gange fik de spillet en af de to stregspillere frem til en chance, og de var kyniske, når de endelig stod der. Og hvis der blev lukket mere af for indspillene, var det fløjene, som fik mulighederne.
Pauseføringen på 16-14, var i den lavere ende grundet de udfordringer, som gæsterne gav, men cheftræneren var rolig omkring det.
– Vi følte, at der var mange gode ting, men at vi havde det med at slippe koncentrationen og lavede tekniske fejl og gik væk fra nogle aftaler i forsvaret. Grundtingene var gode i første halvleg, men vi manglede måske lige at beskytte den føring, som vi havde. Det var især i angrebet, hvor vi sløsede nogle gange, sagde Jesper Jensen.
Dette blev der rettet op på i anden halvleg. For det første kvarter var magiske set med Team Esbjerg-øjne. Horsens kørte videre med samme spil, men hjemmeholdets forsvar gav Anna Kristensen bedre vilkår, og det kvitterede hun med at lukke af. Som i totalt.
Hun fik fyraften efter det kvarter, hvor Amalie Milling derefter kom ind, og i de 15 minutter lukkede hun ikke et eneste mål ind.
Offensivt begyndte Sanna Solberg og Marit Røsberg Jacobsen med scoringerne, inden Kristine Breistøl stemplede ind. Hun lavede fem mål i træk, og Vestjysk Bank Sportium begyndte at lugte en debut.
Med Nora Mørks straffescoring til 29-14 havde Team Esbjerg vundet de første 15 minutter med 13-0, og fansene begyndte at råbe efter nummer syv. Og da Luciana Rebelo endelig kom på banen, kom aftenens største jubelbrøl. For nu.
Portugiseren spillede de resterende 15 minutter, og da hun få minutter senere scorede til 35-17, løftede taget sig næsten. Den 18-årig back kom ind og gjorde en god figur af sig med flotte indspil, et stjålet bold, der førte til kontramål og tre scoringer.
– Det var en flot debut. Nu håber jeg ikke, at hele omverden tænker, at hun skal ind at revolutionere det hele. Det var en fin kamp, men der venter stadig rigtig meget arbejde for hende for at nå helt op på topniveau, som vi gerne vi spille på. Og så skal alle huske, at hun er førsteårs U19-spiller, og vi skal blive ved med at passe på hende, sagde Jesper Jensen.
Team Esbjerg gav ikke slip i anden halvleg, og det endte også med at blive til hele 26 mål i de 30 minutter.
– Når man spiller syv mod seks, så lægger det også et voldsomt pres. Og hvis man kokser et par angreb, så ligger bolden nede i et tomt mål. Det blev vi ved med at snakke om, at vi skulle holde tålmodigheden og presset i vores forsvar og på et tidspunkt, så skulle vi stole på, at der ville komme et par fejl fra dem, og det var det, der skete, sagde cheftræneren.
Sejren endte på 42-24, og Varde fik en kamp som både byen og Team Esbjerg sent vil glemme.
Næste kamp er på lørdag i EHF Champions League Women, og hvilken en! De tredobbelte vindere af turneringen Vipers Kristiansand er modstanderen. Det bliver en af sæsonens største udfordringer. Kampen spilles i Norge og begynder klokken 18.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – Horsens Håndbold Elite 42-24 (16-14)
Målscorere Team Esbjerg: Kristine Breistøl 8, Julie Bøe Jacobsen 7, Nora Mørk 6 (3), Marit Røsberg Jacobsen 5, Michala Møller 4 (1), Kaja Kamp 3, Luciana Resende Rebelo 3, Rikke Iversen 3, Sanna Solberg 2, Anne Tolstrup Petersen 1.
Topscorer Horsens Håndbold Elite: Mai Kragballe 7 (2)
Udvisninger:
Team Esbjerg: 0
Horsens Håndbold Elite: 2
1048 tilskuere i Vestjysk Bank Sportium, Varde.