Skader og fejl er årsager til slovensk sejr

17/09 - 2023

Mulighederne var der, men skarpheden manglede til sidst. Team Esbjerg kunne have tage hjem fra Slovenien i EHF Champions League Women-opgøret mod Krim Mercator Ljubljana med point, men det blev til for mange fejl og brændte chancer, og dermed indkasserede de sæsonens første nederlag i turneringen.

Holdet kæmpede gennem hele opgøret, og allerede i indledningen skød holdet ikke altid med skarpt. Gang på gang forspildte de muligheden for at score, og det blev udnyttet i den anden ende.

Team Esbjerg blev dog ved med at kæmpe. De holdt fast i hjemmeholdet, der aldrig fik skabt et forspring, der var stort nok til at lukke kampen. Værst så det ud hen mod slutningen af første halvleg, hvor værterne var foran med 14-9, men en timeout forinden havde rusket noget kampgejst ind i danskerne, der med tre mål i træk fik formindsket hullet igen.

Sanna Solberg fik gjort det til 15-13 efter pausen, hvor Team Esbjerg kørte videre med samme gejst. Momentum virkede til at tippe over til danskernes side, og med et kvarter igen fik et mål fra Anne Tolstrup Petersen gjort det til 21-20. Og Krim-angrebet efter blev stoppet.

Chancen for at udligne var til stede, men skarpheden manglede igen. Krim stjal bolden og scorede på kontraangrebet. Og de to næste mål var også slovenske.

– Hver gang vi var tæt på, kom der en fejl, som kan tilskrives, at vi ikke ramte en god kamp, men også at Krim er et dygtigt hold med to stærke spillere på hver position. Når man ikke rammer topniveau, er det svært at vinde i Champions League, sagde cheftræner Jesper Jensen efter kampen.

Den manglende udligning blev lidt en mavepuster, som Team Esbjerg ikke kunne komme sig over. Til sidst trak Krim fra, og det blev et nederlag på seks mål.

– Der var mange årsager til nederlaget. Vi spillede ikke vores bedste kamp i sæsonen, og vi manglede også Mette Tranborg og Henny Reistad, hvilket er to store kvaliteter at mangle. Det kunne dog være sjovt at se, om vi kunne kæmpe med om sejren, hvis vi havde fem procent mere at skyde med, sagde cheftræneren.

Turen går nu hjem mod Danmark og Kvindeligaen. På onsdag skal Team Esbjerg sydpå, hvor de skal møde SønderjyskE. Kampen går i gang klokken 18.30 i Arena Aabenraa.

Kampen i tal:

Krim Mercator Ljubljana – Team Esbjerg 33-27 (15-12)

Målscorere Team Esbjerg: Kristine Breistøl 6, Nora Mørk 5, Michala Møller 4, Kaja Kamp 3, Rikke Iversen 3, Sanna Solberg 3, Kathrine Heindahl 1, Marit Røsberg Jacobsen 1, Anne Tolstrup Petersen 1.

Topscorer Krim Mercator Ljubljana: Tamara Mavsar 8.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 1

Krim Mercator Ljubljana: 1

I Arena Stozice, Ljubljana.