Verdensstjerner venter et udfordret Team Esbjerg

16/09 - 2023

Holdkortet hos Krim Mercator Ljubljana er spækket med store navne. Opgaven på søndag bliver derfor en af sæsonens største, når Team Esbjerg tager turen til Slovenien for at spille anden runde i gruppespillet i EHF Champions League Women. Opgaven er i sig selv ganske svær, men med de seneste ugers problemer på skadesfronten er bjerget blevet endnu større.

Søndagens modstander kommer nemlig med en frygtet hjemmebane, en 18-målssejr i første runde og en kæde af spillere i den absolutte topklasse. Daria Dmitrieva, Jovanka Radicevic, Allison Pineau og Barbara Arenhart er spillere, der alle hører til i toppen, og som har gjort det i længere årrække.

Af den grund bliver Team Esbjergs opgave umådelig stor, derfor bliver det også et spørgsmål, om holdet kan hente point med hjem.

– Opgaven bliver svær, og det ville den også have været uden skader. Det er stor mundfuld, som vi står overfor. Jeg ser kampen som en mulighed for at hente bonuspoint i stedet for at hente point. Kan vi komme hjem med en sejr eller uafgjort, vil vi ligge godt til i top fire, siger cheftræner Jesper Jensen.

Team Esbjergs fornemmeste opgave bliver at lukke ned for den store kvalitet, som Krim Ljubljana kommer med. Flere af spillerne kan skabe noget på egen hånd, og det gælder for danskerne om ikke at lade sig slå ud af, at de nogle gange vil kunne score et mål ud af det blå.

– Der er mange ting, som skal lykkes, hvis vi skal have to point med hjem. Vi skal kontrollere vores følelser i den svære hal, og så kan spillere som Radicevic og Dmitrieva lave mål ud af ingenting. De kommer med et hold af verdensstjerner med masser af individuel kvalitet, siger Jesper Jensen.

Trods de mange store navne på den anden side af banen, skal fokus stadig være på Team Esbjerg selv. Mod Rapid Bucuresti viste holdet, at når en spiller kommer ud, træder en ny i karakter. Dette skal ske igen, hvis det skal blive en god tur hjem, og holdet tager derned for at gå 100 procent efter sejren.

– Vi er fortrøstningsfulde. En udebanekamp i Champions League er altid en udfordring mod de syv andre hold i puljen, og at komme hjem med point er svært. Så det handler for os om at præstere igen og håbe på, at det niveau vi lægger for dagen, er bedre end Krims, siger cheftræneren.

Henny Reistad og Kathrine Heindahl sad over i onsdags, og deres tilstand bliver fulgt nøje op til kampen.

Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League Women, gruppespillet 2. runde mod Krim Mercator Ljubljana søndag den 17. september kl. 14.00 i Arena Stozice, Ljubljana:

Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Sanna Solberg
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Rikke Iversen og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller, Nora Mørk og Henny Reistad