Jagten på skarpheden fortsætter i København

06/09 - 2023

Tre kampe inde i den nye sæson er Team Esbjerg stadig på jagt efter en rytme og skarphed. Det er dog gældende for alle klubber, men med EHF Champions League lige rundt om hjørnet er midtugens kamp mod Ajax København i Kvindeligaen den sidste mulighed, for Jesper Jensens tropper til at opbygge endnu mere kampform, inden den europæiske turnering fløjtes i gang.

Her kan mødet mod Ajax København gå hen at blive godt for Team Esbjerg. Hovedstadsklubben leverede i sidste sæson et ar på den ellers fantastiske sæson, som esbjergenserne havde.

Nederlaget fra i fjor er ikke glemt trods ihærdige forsøg. I det opgør viste københavnerne, hvad de står for, og det har denne sommer ikke ændret på.

– Deres intensitet har altid været et varemærke for dem. De kommer med en power og tro på tingene, og når de er på hjemmebane, har de med at bide fra sig og komme med stort hjerte, siger cheftræner Jesper Jensen.

Onsdagens modstander fik ikke den bedste start på sæsonen, da de tabte på udebane til oprykkerne fra Bjerringbro FH. Derfor er de opsatte på at levere et godt resultat mod et tophold, som de har taget point fra flere gange de senere år.

– Det er altid svært at komme til Bavnehøj Arena. Vi har smidt point til dem flere gange i min tid som træner, så de kan drille. Men det er en kamp, som vi skal vinde. Forhåbentlig bliver det en kamp, hvor vi kan tage lidt afstand fra dem, og gerne så hurtigt som muligt, siger Jesper Jensen.

Hertil skal der findes en større kynisme i spillet end det, holdet har vist i de to seneste kampe. Mod Odense manglede den i begge ender af banen, mens der var glimt af det i de første 40 minutter mod Nykøbing F. Håndbold.

Effektiviteten skal have et nøk op, for allerede senere denne uge går EHF Champions League i gang, og her er der ikke råd til at have lignende udfald. Men der er kun én måde at få denne skarphed på.

– Det kommer med tiden, og det skal vi øve os på. Vi havde kontrol over Nykøbing, og så lukkede vi dem ind, og derfor skal vi blive ved med at italesætte det. For nu er sæsonen i gang og det handler om point. Vi skal øve os i at blive kyniske, men det tror jeg, at alle hold skal, siger cheftræneren.

Holdet, der tager afsted til København, er kun uden langtidsskadet Mette Tranborg.

Team Esbjergs trup til kampen i Kvindeligaen grundspil runde 2 mod Ajax København onsdag den 6. september kl. 19 i Bavnehøj Arena, København:

Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Sanna Solberg
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Rikke Iversen og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller, Nora Mørk og Henny Reistad