Fire dage til at finde forbedringer inden nyt titelforsvar
02/09 - 2023
Knap nok har nederlaget fra i onsdags i Super Cuppen indfundet sig, inden Team Esbjerg igen skal i kamp. Søndag aften går Kvindeligaen i gang, og selvom ærgrelsen over at tabe en pokal stadig er frisk, så giver det også holdet en hurtig mulighed for at glemme den store skuffelse. Men spillet skal forbedres, og det kan blive svært at gøre mod Nykøbing F. Håndbold, der er søndagens modstander.
Falstringerne har hen over de seneste sæsoner været kendt som et hold, hvor det er farligt, at blive fanget på hælene. Deres fart i deres kontraspil er næsten uden sammenligning i ligaen, og selvom holdet denne sommer har mistet store profiler, så er det lykkedes dem at finde stærke spillere, der kan tage over.
Derfor forventer cheftræner Jesper Jensen, at Nykøbing F. Håndbold og deres træner Jakob Larsen kommer med samme tilgang til spillet, som de altid har haft: Organiseret kaos. Et begreb, der tidligere er blevet brugt om udeholdet.
– De er kendt for at løbe meget, og det kommer de helt sikkert også til at gøre igen i denne kamp. Det bliver en kamp, hvor vi skal være utroligt fokuseret på at afslutte vores angreb ordentligt og virkelig investere i vores returløb, siger Jesper Jensen.
Søndagens modstander er et af de mandskaber, der har været gode til at tage point fra Team Esbjerg. I fjor vandt de blandt andet på hjemmebane med fem mål. Derfor skal det esbjergensiske mandskab være klar fra start, for ellers kommer der en gul kontramaskine, og den stopper ikke, før der er spillet 60 minutter.
Her kan nederlaget fra i onsdag gå hen at blive en lille fordel. Holdet er blevet mindet om, at der skal bedre præstationer til, hvis man skal vinde. Og det er især vigtigt mod et opportunistisk mandskab som Nykøbing F. Håndbold, der bliver ved med at løbe på alle deres chancer.
– Fra Super Cuppen har vi fået en god reminder om, at der skal lidt mere power og intensitet til, og det regner jeg med, at vi kommer til at se, når vi står i Blue Water Dokken, siger cheftræneren og fortsætter:
– Kampen fra i onsdags har været med til at hive os lidt op. Hvis vi havde spillet godt og vundet, så kunne det måske have gået hen at blive en sovepude for os, men vi er godt klar over, at der skal være en 5-10 procent mere i intensiteten, og det har vi haft fire dage til at finde.
Holdet er klar til at skyde sæsonen i gang i Blue Water Dokken. Kun Mette Tranborg, der er ude med en længerevarende knæskade, er ude.
Team Esbjergs trup til kampen i Kvindeligaen grundspil runde 1 mod Nykøbing F. Håndbold søndag den 3. september kl. 20 i Blue Water Dokken:
Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Sanna Solberg
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Rikke Iversen og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller, Nora Mørk og Henny Reistad