Offensivens slutprodukt manglede i Super Cup-nederlag

30/08 - 2023

Forsvaret af Sparekassen Danmarks Super Cup endte desværre i skuffelse. Team Esbjerg havde udfordringer med at få et slutprodukt i deres offensiv mod Odense Håndbolds forsvar, og det blev udslagsgivende i kampen om årets første trofæ.

Allerede i indledningen havde Team Esbjerg problemer i angrebet med at omsætte. Selvom de fik skabt en føring på 3-1, så blev det hurtigt hentet, og Odense satte sig derefter i førersædet i opgøret

Jesper Jensens tropper kom tilbage, men det var ikke lige kønt det hele. Offensivens produktion begyndte at hakke, og der blev prøvet med syv mod seks i angrebet. Det førte dog til flere nemme scoringer til Odense, og efter tre-fire forsøg, blev den idé lagt til side.

Første halvleg endte stadig meget tæt, da Team Esbjerg fightede sig tilbage, og de gik begge til pause med 14 scoringer hver.

I anden halvleg kom de offensive kvaler mere til syne. Chancer kom, men det samme gjorde de tekniske fejl, der også skal med i ligningen. Holdet endte med at stå noteret for 16 tekniske fejl.

Odense fik oparbejdet en smal føring, som var med til at give dem ro i deres spil. Team Esbjergs spil blev forhastet og derfor kom de tekniske fejl også. Ved 20-24, så det ud til, at fynboerne langsomt vil cruise sejren hjem, men tre mål i træk betød, at der igen var kontakt, og der resterede stadig seks minutter igen.

Holdene byttede scoringer, og med under fire minutter igen, havde Julie Bøe Jacobsen et stort gennembrud, men hun ramte stolpen. Og det kostede i den anden ende, hvor føringen igen blev på tre med tre minutter igen. Og da dommerne i næste angreb dømte overtrådt på Kathrine Heindahl, måtte Team Esbjerg sende lange blikke efter guldet.

– Skåret ned til benet, så er det de tekniske fejl og for mange brændte skud, der er årsagen. Det er to gode keepere, som Odense har, og så er vi også stadig i starten af sæsonen, så det er relativt normalt. Sidste år vandt vi over dem med 11 mål og et halvt hold. Så det er altid lidt mere porøst i første kamp, men jeg synes, vi finder mange gode løsninger angrebsmæssigt, men vi brænder for meget, sagde cheftræner Jesper Jensen efter kampen.

De offensive udfordringer var tydligere end de defensive, for der var også problemer med at holde fynboerne fra at score. Derfor mener cheftræneren, at der skal rettes flere ting op i forsvaret til næste kamp.

– Alt i alt er det mest forsvaret, som jeg er mest ærgerlig over. Vi skal lige finde hinanden, og vi var ikke helt i kamp-mode i forhold til at skulle spille mod Odense, som, jeg syntes, havde mere energi. Det kan der være mange årsager til, men summa summarum er, at jeg føler, at vi kan finde mange forbedringer, sagde Jesper Jensen.

Det skal Team Esbjerg gøre inden på søndag. For her begynder Kvindeligaen igen, og det er mod en svær modstander. Nykøbing F. Håndbold gæster Blue Water Dokken til begyndelsen på forsvaret af det danske mesterskab. Kampen går i gang klokken 20.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Odense Håndbold 25-30 (14-14)

Målscorere Team Esbjerg: Nora Mørk 6 (3), Rikke Iversen 4, Sanna Solberg 4, Kristine Breistøl 3, Marit Røsberg Jacobsen 3, Henny Reistad 3 (1), Michala Møller 1, Anne Tolstrup Petersen 1.

Topscorer Odense Håndbold: Maren Aardahl 9.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 1

Odense Håndbold: 3

I Arena Randers, Randers.