Friskhed til forskel i ny knusende sejr
17/05 - 2023
Fra kampens indledning var det tydeligt, at Team Esbjergs modstander denne aften havde været gennem to opslidende opgør i weekenden, mens hjemmeholdet havde en pokalkamp om fredagen. Konditionen mellem de to mandskab endte med at blive udslagsgivende i opgøret i Kvindeligaens slutspil, hvor Team Esbjerg tog sejren over Ikast Håndbold på 36-24.
Det var lidt svært at sætte Blue Water Dokken op til det topbrag, som det plejer at være mellem Team Esbjerg og Ikast Håndbold. Der var intet på spil, og da gæsterne fra Midtjylland havde to EHF European League-kampe i benene – hvor det også blev til en stor triumf – fra i weekenden, valgte holdet at give lidt pause til enkelte profiler.
Værterne gik til kampen, som de har gjort de seneste 19 – som alle er blevet til sejre: Med en selvtillid og en tro på, at ingen hold lige nu kan slå dem.
Der gik heller ikke lang tid, før der blev skabt en føring, der heller ikke just hjalp til at puste liv ind i intensiteten. Anne Tolstrup Petersen scorede til 8-2, og det førte til kampens første timeout fra Ikast Håndbold.
– Ikast var trætte, og det var ret tydeligt. Vi kom godt fra start og fik en føring på seks mål, og der kunne vi godt mærke, at der ikke var meget energi tilbage i tanken hos Ikast, men så var det som om, at vi lige slækkede lidt på detaljerne, sagde cheftræner Jesper Jensen.
Det lykkedes gæsterne at komme lidt igen efter timeouten. Hen mod slutningen af første halvleg havde de kæmpet sig op på 16-13, men da fire af de sidste fem mål i første halvleg var esbjergensiske, blev det en føring på seks i pausen.
Pausen endte med at give mere til Team Esbjerg end Ikast. Føringen på seks mål blev udvidet til 10, og pludselig stod hjemmeholdet med en kamp under kontrol, og en føringen, der kun blev større som kampen lækkede mod ende.
– Jeg syntes stadig, det var flot af spillerne, at vi fik en sejr på 36-24 over Ikast Håndbold. Også selvom vi ikke ramte de procenter, som vi plejede, men det gjorde Ikast heller ikke, sagde Jesper Jensen.
Fra bænken kunne han se, at Michala Møller igen var tilbage i Blue Water Dokken. For over to måneder siden brækkede hun benet i en kamp i hallen. Hun tyvstartede i fredags mod AGF, og med holdets gode form in mente, har tilbagekomsten været let for hende.
– To og en halv måned er ikke så lang tid, men holdet er også inde i et godt flow, og når et hold er det, så er det også lidt lettere at komme ind, og det har helt sikkert også været med til at hjælpe mig ind, sagde Michala Møller, der noterede sig for tre mål.
Team Esbjerg ender slutspillet med maksimumpoint med seks sejre ud af ligeså mange mulige. Lørdag går semifinalerne allerede i gang, og Nykøbing F. Håndbold er modstanderen. Første kamp spilles i Blue Water Dokken, da esbjergenserne endte højere i grundspillet. Opgøret på lørdag går i gang klokken 14.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – Ikast Håndbold 36-24 (20-14)
Målscorere Team Esbjerg: Kristine Breistøl 6, Vilde Mortensen Ingstad 6, Marit Røsberg Jacobsen 5, Henny Reistad 4, Kaja Kamp 3, Michala Møller 3, Kathrine Heindahl 2, Mette Tranborg 2, Sanna Solberg 2, Anne Tolstrup Petersen 2, Nora Mørk 1.
Topscorere Ikast Håndbold: Alberte Ebler, Ingvild Bakkerud og Trine Mortensen 4.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 0
Ikast Håndbold: 1
2079 tilskuere i Blue Water Dokken.