Mentale udfordringer står i kø inden København-opgør

01/05 - 2023

På et sportsligt plan er en kamp mod København Håndbold altid en svær opgave. Læg dertil at de mentale udfordringer også er mange for Team Esbjerg, og lige pludselig står udeholdet med mange bolde i luften, som skal håndteres før der kan komme to point på kontoen. Og det er to point, som skal med hjem, hvis forhåbningerne om en førsteplads i Kvindeligaens slutspilspulje 2 skal holdes ved lige.

Senest de to hold mødtes, havde Team Esbjerg kontrol over kampen, men København viste stadig tænder. Nu står københavnerne med hjemmebanefordelen, og blandet med den lange tur og en kamp få dage forinden har gæsterne nok at se til, da kampen også ligger mellem to opgør, der kan blive sæsondefinerende.

– Vi skal prøve at komme ned igen efter sådan en kamp, som vi havde i søndags, hvor vi spillede for fuldt hus i Blue Water Dokken. Det er også en lang bustur til København. Og selvom vi godt er klar over, at et opgør i København altid er svært, så ligger der også mange tanker henne på søndag, hvor vi har en kamp mod CSM Bucuresti. Heldigvis har vi et par dage efter denne til kampen i Rumænien, men det bliver en hård nød at knække. Dog tror jeg, at vi nok skal lykkes med det, siger cheftræner Jesper Jensen.

Med et forspring på tre point ned til Ikast Håndbold på andenpladsen med tre runder igen ser det lovende ud for Team Esbjerg, der udover mødet med København senere skal møde Silkeborg-Voel KFUM og Ikast på hjemmebane.

Dermed står esbjergenserne med alle kort på hånden for selv at afgøre, om de skal vinde slutspilspuljen. Faktisk kan de tillade sig at tabe en kamp og stadig være i besiddelse af samme kort som tidligere. Men der er ingen grund til at vise sin hånd.

– Det har enorm betydning, hvis vi tager en sejr med hjem, for så skal vi ikke ud i en direkte duel med Ikast om førstepladsen senere. Det gode er, at vi er videre i semifinalen, men det er klart, at hvis vi smider to point i København, så er Ikast med igen, siger Jesper Jensen, der sætter en tyk streg under, at holdet skal have en sejr i København.

– Vi spiller helt igennem, for vi skal nok nå at blive klar til kampen på søndag. Vi når nok ikke at blive 100 procent klar til kampen, men mindre kan også gøre det, siger han.

Michala Møller er begyndt at træne med, men der bliver ikke taget nogen chancer med hende. Marit Røsberg Jacobsen ligeså. Hun nærmer sig, og sundhedsstaben følger hendes udvikling nøje.

Team Esbjergs trup til kampen i slutspilspulje 2 i Kvindeligaen mod København Håndbold tirsdag den 2. maj kl. 19.00 i Frederiksberg-Hallen:

Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Sanna Solberg og Beyza Irem Türkoglu
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Julie Bøe Jacobsen, Nora Mørk, Henny Reistad og Mette Tranborg.