Team Esbjerg skal finde en balancegang mod Odense
20/03 - 2023
Kampen mod Odense Håndbold er pålægget i en Brest-sandwich. Opgøret i Kvindeligaen på onsdag mod de danske mestre bliver derfor en balancegang for Team Esbjerg, da der allerede på søndag igen venter et – om muligt – endnu vigtigere opgør i EHF Champions League Women.
Det er dog værd at notere, at ingen af holdene har det store på spil til opgøret. Odense Håndbold er vinder at grundspillet, mens Team Esbjerg tager sig af andenpladsen. Men de to hold har det med at møde hinanden, når medaljerne skal fordeles, og derfor vil ingen af holdene give noget gratis væk. Men Champions League lurer for begge hold, og en balancegang skal findes til dette opgør.
For Team Esbjerg handler det om at køre videre i samme gear. Holdet har gennem sæsonen kørt med to kampe i ugen, og derfor har de ingen problemer med omstændighederne. Cheftræner Jesper Jensen gør det også tydeligt, hvad målet for holdet er.
– Vi går efter sejren. Det skal der ikke være tvivl om. Samtidig skal vi også spille for at blive ved med at være i det flow, som vi er i. Når vi går hen og møder Odense igen i slutspillet, så vil det være rart at have vundet den seneste kamp, men det er nok ikke mere end det. For os handler det om at blive ved med at holde det flow, vi er i. Vi spiller en god omgang håndbold og er glade. I øjeblikket lykkes de ting, som vi prøver, siger Jesper Jensen.
Men kampen på søndag mod Brest Bretagne Handball er vigtig, men hvor meget skal bærende spillere spares? Det kommer an på fornemmelsen hen mod kampen, og hvordan spillerne får restitueret efter turen hjem fra Frankrig.
– Meget kommer an på, hvad man går efter. Skal man have alle friske, ville man spare flere. I sidste ende kommer det an på, hvor meget vi vil investere. Vi vil gerne holde flowet, som vi er inde i, og selvom det er mange kampe, så går vi ikke ned med flaget, fordi der skal spilles på søndag igen. Det har vi gjort hele sæsonen, så det kan vi godt være i, siger cheftræner Jesper Jensen.
Det er tredje gang at de hold skal stå overfor hinanden i denne sæson, og der er mulighed for endnu flere. Hjemmebanen har tidligere haft stor betydning i opgørene. I sidste sæson blev de afgørende for, at det var Odense, der snuppede guldet. Faktisk er seks af de seneste syv opgør endt i en hjemmebanesejr, og derfor kan det få stor betydning, hvis Blue Water Dokken fyldes godt op.
Michala Møller er stadig i gang med at hele, efter hun brækkede benet tidligere på sæsonen. Dermed er hun eneste i truppen, der ikke kommer med.
Team Esbjergs trup til kampen i Kvindeligaen mod Odense Håndbold onsdag den 22. marts kl. 19.00 i Blue Water Dokken:
Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Beyza Irem Türkoglu
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Julie Bøe Jacobsen, Nora Mørk, Henny Reistad og Mette Tranborg