Det hårde arbejde fortsætter mod selvtillidsfulde SønderjyskE
17/01 - 2023
Eneste vej tilbage til toppen er gennem slid og hårdt arbejde. Den vej er Team Esbjerg i øjeblikket på, og der kommer de til være den næste lange tid, når de jagter sejre i alle turneringer. Onsdag gælder det oprykkerne fra SønderjyskE i Kvindeligaen, og igen skal holdet lægge en kraftpræstation ind, for at bevise over for sig selv, at de er kommet et skridt nærmere målet.
Det første skridt blev taget i søndags, hvor holdet sendte Rapid Bucuresti hjem med et stort nederlag. Men bare fordi man viste sit topniveau frem til kampen var knækket, er det ikke ensbetydende med, at ustabiliteten er væk for altid. For modstanderen på onsdag ligger på lur og klar til at slå til, hvis Team Esbjerg ikke finder nok procenter frem.
– Vi skal primært have øje på os selv og forsøge at ramme et højt niveau. Det lykkedes vi med mod Rapid Bucuresti i søndags, og det vil vi bygge videre på. Vi har kæmpet med at holde fuld damp i 60 minutter, og i søndags gjorde vi det, til kampen knækkede. Derfor skal vi fortsætte med at gøre, hvad vi har gjort indtil nu: Vi skal arbejde hårdt. Der er ikke så meget mere hokus pokus i det. Det er et spørgsmål om at arbejde hårdt nok, og så vil det give udslag på banen, siger cheftræner Jesper Jensen.
Modstanderen på onsdag er oprykkerne fra SønderjyskE. Seneste opgør endte med en smal sejr til Team Esbjerg. Med til historien hørte også, at esbjergenserne var ramt af skader, og derfor var sejren nok i sig selv.
Historien er en helt anden denne gang, da de skadede spillere igen er at finde i truppen til opgøret. Dog kommer sønderjyderne med en helt anden ro, som cheftræneren har stor respekt for.
– SønderjyskE kommer til kampen med selvtillid. De har vundet nogle opgør, og idet Randers er gået konkurs og den direkte nedrykningsplads er væk, har de fundet en ro og en frihed i deres spil. De ligner et hold, der får det optimale ud af det. De har sænket skuldrene og er meget mere afslappet. Det gør, at de spiller bedre nu, og står skarpere i slutfasen, siger Jesper Jensen.
Deres resultater siden slutrunden i november vidner også om et hold, der er inde i en god fase. Sejre over Horsens, Ringkøbing og Ajax smat et smalt nederlag til Silkeborg-Voel viser, at onsdagens modstander har fundet takterne efter en hård start på tilværelsen i Kvindeligaen.
Hele truppen er klar til kamp for Team Esbjerg. Dog kommer det ikke til at blive debut for Anna Kristensen, da hun ikke er spilleberettiget til opgøret.
Team Esbjergs trup til kampen i Kvindeligaen mod SønderjyskE onsdag den 18. januar kl. 18.30 i Blue Water Dokken:
Målvogtere: Amalie Milling og Rikke Poulsen
Venstre fløj: Beyza Irem Türkoglu
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller, Nora Mørk, Henny Reistad og Mette Tranborg.