Team Esbjerg sejrede i udvisningernes opgør

17/09 - 2022

Hele 14 gange blev en spiller i opgøret mellem WHC Buducnost Bemax og Team Esbjerg sendt ud på bænken for at angre en hård tackling. De mange udvisninger førte til en kamp i EHF Champions League Women, hvor ingen af holdene fandt en rytme gennem alle 60 minutter. Men det var også en kamp, hvor danskerne var ved at smide en komfortabel føring over styr.

I de første 30 minutter havde Team Esbjerg nemlig kontrol over kampen. Det tog dem ikke lang tid om at skabe en føring, som gav dem ro. Henny Reistad scorede til 3-7, inden hjemmeholdet tog en timeout for at omgruppér.

Denne hjalp ikke, for hen mod slutningen af første halvleg udbyggede Team Esbjerg føringen. Offensiven så stærk ud, og defensiven var med til at give Rikke Poulsen gode forhold til at tage fra. Derfor var føringen på 11-16 ganske fortjent.

Men noget gik galt efter pausen. Et montenegrinsk mål førte til to, hvilket kun gav Buducnost tro på, at de kunne komme tilbage i opgøret. Samtidig blev danskerne også ramt af flere udvisninger fra dommerne. Det kostede også Mette Tranborg et rødt kort, da hun havde modtaget tre af slagsen.

– Linjen lå lidt for lavt i forhold til intensiteten, og så endte det med at blive lidt rodet. Det gjorde det også svært for forsvarsspillerne at dække op, da de trak sig lidt, fordi de så, at udvisningener fløjt rundt til højre og venstre, og så bakkede de lidt i stedet, sagde Jesper Jensen.

Buducnost åd sig mere og mere ind i kampen, og det skete i et tempo, som Team Esbjerg ikke kunne følge med i. På 13 minutter lykkedes det dem at få kontakt med gæsterne, der på trods af den høje fart ikke valgte at tage en timeout for at sætte en kæp i momentum-hjulet.

I stedet bevarede de overblikket og tog en dyb indånding. Ved 21-21 fik Reistad og Kaja Kamp igen udbygget føringen, hvilket fik værterne til at tage en timeout. Angrebet efter fik de tilkæmpet sig et straffekast, men Amalie Milling var lige kommet ind og tog det med 12 minutter igen.

Herefter fik Team Esbjerg igen stabiliseret opgøret. Nora Mørk og Reistad fik udbygget yderligere til 21-25, og denne gang lykkedes det ikke Buducnost at komme tilbage. Kampen endte med en dansk sejr på 23-28.

– Det var superlækkert at tage herned og vinde med fem mål. Nogle fra gruppen vil tabe point hernede, så det var supervigtigt, at vi fik begge med hjem. Så var der nogle ting, som ikke lige sad i skabet, som vi skal have forbedret. Vi skal have øvet os på vores effektivitet, for vi havde flere muligheder for at trække mere fra, sagde cheftræneren.

Sejren betyder, at Team Esbjerg er kommet på tavlen i EHF Champions League Women. Efter to kampe står der to point ud for danskerne. Næste kamp for esbjergenserne er på onsdag, hvor de tager til Østjylland for at møde Skanderborg Håndbold. Den kamp går i gang klokken 19.

Kampen i tal:

WHC Buducnost Bemax – Team Esbjerg 23-28 (11-16)

Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 10, Marit Røsbeg Jacobsen 6, Nora Mørk 3, Kristine Breistøl 3, Vilde Mortensen Ingstad 3, Kaja Kamp 1, Michala Møller 1, Kathrine Heindahl 1.

Topscorer WHC Buducnost Bemax: Milena Raicevic 11.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 7

WHC Buducnost Bemax: 7

I S.C. Moraca.