Hjemmebanen giver vitale procenter i Santander Cup Final4

25/02 - 2022

Efter flere måneders ventetid står Final4 i Santander Cup endelig for døren! Blue Water Dokken skal lægge halgulv til dette års udgave af finalestævnet, og det er med Team Esbjerg, som en af de fire mandskaber, der skal kæmpe om trofæet. Sammen med Herning-Ikast Håndbold, Odense Håndbold og København Håndbold samt 2500 tilskuere på lægterne, tegner det sig til at blive et brag af en håndboldfest.

Den første af de to semifinaler står mellem Odense Håndbold og København Håndbold, mens Team Esbjerg og Herning-Ikast Håndbold mødes i den sidste en time efter.

Pokalturneringer har det med at have deres eget liv. Tanken om, at man kun har et forsøg til at tage sejren, skaber en anden dynamik i kampene, fortæller cheftræner Jesper Jensen.

– Det er fire af de bedste hold i landet, og det kan være sværere mentalt at komme bagud 1-4, end det er en onsdag aften eller til en Champions League-kamp. For her kan man komme efter det senere hen med en sejr i gruppen. Konsekvenserne er ikke så store. Her betaler man med det samme, hvis man taber, siger Jesper Jensen.

Blue Water Dokken er rammen for dette års Final4, og at det er velkendt gulv for spillerne, kan få stor betydning. Når der er tale om fire hold, hvor de famøse marginaler kan være afgørende, så hjælper det Team Esbjerg, at det er deres egen træningshal, som de skal spille i, men også for byen som helhed.

– Det er fedt, at det skal spilles i Esbjerg. Det giver os lige et par procenter mere. Det gør mig samtidig også bare glad på klubbens vegne, at vi kan få sådan et stævne til byen. Der kommer hen mod 2500 tilskuere, og det viser en stor interesse for damehåndbold. Det har vi som klub og gruppe skabt, og det kan vi være stolte af, siger cheftræneren.

Herning-Ikast Håndbold venter i semifinalen, og det bliver en kamp mellem to hold, der ikke har tabt mange point i de seneste måneder. Mens Team Esbjergs seneste nederlag ligger fem måneder tilbage, så har midtjyderne kun tabt én gang, siden de røg ind i et grufuldt nederlag på hjemmebane til esbjergenserne tilbage i november.

Det nederlag vil midtjyderne med stor sandsynligt gerne revanchere, og med Kasper Christensen som træner kommer Team Esbjerg på en vanskelig opgave allerede inden finalen.

– Det bliver en tæt kamp, men det har altid været tæt i vores kampe. De er svære at forberede sig på i øjeblikket, da de har døjet med skader, men de har profiler, som er på vej tilbage. Det bliver også en svær taktisk opgave mod Kasper Christensen, for han er god til at ryste posen lidt. Det vil han nok også gøre denne gang, men om det bliver med syv mod seks-

spillet eller offensivt forsvar, ved vi ikke, siger Jesper Jensen, der yderligere fortæller, at holdet er opsat på at skaffe den første pokal hjem til klubben i denne sæson.

– Vi har gjort os selv klar de seneste par uger. Vi har et godt hold, og samtidig anerkender jeg også, at Herning-Ikast har. Men vi vil blive ekstremt skuffet, hvis vi ikke går i finalen.

Holdet største udfordring kommer til at ligge i, at Marit Røsberg Jacobsen ikke når at blive klar til weekenden, men det har der været løsninger på i de seneste kampe.

Team Esbjergs trup til kampen i semifinalen i Santander Cup mod Herning-Ikast Håndbold lørdag den 26. februar kl. 16.00 i Blue Water Dokken:

Målvogtere: Dinah Eckerle og Rikke Poulsen
Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen
Højre fløj: Beyza Irem Türkoglu
Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Annette Jensen, Line Myers, Michala Møller, Estavana Polman, Henny Reistad og Mette Tranborg.