Horsens besidder den individuelle kvalitet til at drille

22/02 - 2022

I sommer lykkedes det Horsens Håndbold Elite at løfte nogle øjenbryn, da de hentede flere store navne til klubben. Siden er det ikke gået helt som ønsket, men kvaliteten på spillerne er ikke til at tage fejl af. Derfor bør Team Esbjerg passe på, når de på onsdag tager til Forum Horsens i næste runde af Bambusa Kvindeligaen.

På trods af den store kvalitet i spillere som Laura Damgaard, Majbritt Toft Hansen, Kristin Thorleifsdottir og Emily Stang Sando – blot for at nævne nogle – så har de ikke helt fået det til at fungere som hold indtil videre. Der var dog noget af det for nogle uger siden, da de slog Viborg HK på udebane, og med Jan Leslie som træner, så er det et mandskab, der med tiden vil få det til at hænge sammen. Det er cheftræner Jesper Jensen ikke i tvivl om.

– De har meget individuel kvalitet hos flere spillere, men de skal så ind i en ny klub og med ny kultur, og så kommer det til at tage tid. De har manglet en kontinuitet, og derfor vil det komme med tiden, for man skal lære hinanden at kende. Når det sker, så bliver holdet stærkere og bedre, siger Jesper Jensen.

I øjeblikket indtager de en ottendeplads i Bambusa Kvindeligaen, og de kan gå hen at blive et ubehageligt bekendtskab i slutspillet, hvor de ville have fået den nødvendige tid til at drille de store hold.

Og set i et længere perspektiv byder Jesper Jensen også Horsens velkommen som en udfordrer til den statiske top fire i ligaen, som de senere år har bestået af Team Esbjerg, Viborg HK, Odense Håndbold og Herning-Ikast Håndbold.

– Horsens er en af de nytilkomne, som er en af dem, der kan bidrage i toppen af dansk håndbold. De har vist, at de vil og kan noget, og det er vi glade for. Til kampen på onsdag skal vi så håbe på, at vi besidder den nødvendige kvalitet og rutine til at holde det sammen, selvom vi har et Final4 ude i horisonten, siger cheftræneren.

På lørdag begynder finalestævnet i Santander Cup i Esbjerg, og den vil være en af de helt store skalpe at få i hus i denne sæson. Det fylder naturligvis meget, men opgøret mod Horsens skal også give to point, hvis muligheden for en grundspilssejr skal leve videre.

Team Esbjerg skal derfor vinde ved at spille op til niveau. Kampene i Champions League og de seneste opgør i Bambusa Kvindeligaen har vist, at få hold i verden kan følge med, når holdet har en god dag.

– Det handler for os om, at vi skal spille til toppen af vores niveau. Vi har efterhånden bevist, at vi ikke er afhængige af, at modstanderen ikke rammer deres top, og det er en rar følelse at gå ind til en kamp på. Vi har et dygtigt hold, og Horsens kan spille på mange måder. Jan Leslie er en dygtig træner, der kan skabe uro ved at dække højt eller komme med syv mod seks.

spillet tidligt. Derfor bliver vi udfordret på mange måder, og det kan føre til en sjov kamp, siger Jesper Jensen.

Team Esbjergs trup til kampen i Bambusa Kvindeligaen mod Horsens Håndbold Elite onsdag den 23. februar kl. 19.00 i Forum Horsens:

Målvogtere: Rikke Poulsen og Dinah Eckerle
Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Beyza Irem Türkoglu
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Henny Reistad, Annette Jensen, Michala Møller, Estavana Polman, Line Myers og Mette Tranborg.