Team Esbjerg missede chancen for sejr til sidst i storslået kamp
13/02 - 2022
Med fem sekunder igen kom Henny Reistad i gennem det franske forsvarsværk, og godt presset fik hun sendt et skud afsted, men Sandra Toft kom i vejen. Derfor endte opgøret mellem Team Esbjerg og Brest Bretagne Handball i DELO EHF Champions League uden en vinder, da begge hold sendte 28 mål i kassen.
Kampens indledning begyndte fint for Team Esbjerg, der kom foran med 3-0, men langsomt fandt franskmændene sig ind i opgøret, og de fik hurtigt lukket forspringet og mere til. For hjemmeholdet rendte ind i en scoringsløs periode, som gæsterne vandt med fem mål halvvejes inde i opgøret.
Det tvang også Jesper Jensen til at ruske op i spillerne, og han tog en timeout efter 15 minutter. For der var offensive problemer, og de kom ikke rigtig frem til chancerne.
– Kampen ramte meget godt noget af det, som vi har talt om tidligere. Nemlig at hvis man slipper foden fra speederen bare lidt, så vil de gode hold bare kæmpe sig tilbage. Hvis du falder bare lidt på en af deres spillere, så drøner de bare igennem. Selvom man spiller godt, så kan man stadig blive overmatchet, og det er kun superfedt, sagde Jesper Jensen.
Indledningsvis kom der styr på det, men Brest slog til igen, og de kom op på en føring på 9-13. Det slog dog ikke værterne ud, og de hægtede sig på.
Endnu en timeout fra Jesper Jensen var med til at skabe kontakt. Med to stregspillere fik holdet løst deres offensive problemer, og de kom op på 15-15 et minut før pausen. Brest kom foran med 20 sekunder igen, og desværre mislykkedes angrebet efter, og derfor blev det til en fransk føring mellem de to halvlege.
– Vi snakkede om, at vi egentlig skulle være ret glade for kun at være bagud med et, for vi havde tilladt seks kontramål og tre opsamlinger fra Pauletta Foppa. Vi følte, at vi havde foræret dem lidt for meget, og det fik vi rettet til i anden halvleg. Vi stod godt i forsvaret gennem hele kampen mod et fransk hold, der bare var dygtige. Vi vidste godt, at de var gode, men vi følte også, at de skulle kæmpe mere for at få disse mål, sagde cheftræneren.
Efter pausen var det mere Team Esbjerg i teten. De skabte flere fejl hos franskmændene, og det førte til mange hurtige mål. De gik fra at være bagud med 16-18 til at komme foran med 20-18, og det skabte en lille buffer, selvom gæsterne aldrig var langt bag efter.
Det bølgede også frem og tilbage mellem de to hold, og flere gange fik gæsterne kontakt, men det var ofte for en kort stud, for derefter havde danskerne rykket videre og skabt en ny tomålsføring.
De sidste minutter i opgøret blev skændet af mange udvisninger, og det var en skam, da opgøret igennem bød på fremragende håndbold fra begge sider.
Med et minut igen ved stillingen 28-28 kunne Brest bringe sig foran, men denne mulighed missede de. Dermed stod Team Esbjerg med kortene på hånden til at tage de to point. Med syv sekunder igen kom Henny Reistad frem til chancen. Hun blev presset ud af banen, og måske endda lidt for hårdt. Nordmanden brændte, og selvom der var appeller fra bænken og hele Blue Water Dokken, forblev dommernes fløjte tavse. Heldigvis kunne Brest ikke spille sig frem til en chance, inden haluret lukkede en neglebidder af et opgør.
– Vi spillede os til en fornuftig chance. Det vigtigste for os var, at de ikke fik en chance, så det ene point var sikret. Jeg kan ikke vurdere, om der er straffe, men vi kunne nok godt som minimum få et frikast, men sådan er det. De havde også et skud på stolpen, så den kunne have gået begge veje, sagde Jesper Jensen, der naturligvis gerne havde taget alle to point.
– Selvfølgelig er jeg irriteret. Jeg er i det mindste glad over, at vi ikke skal stå og ærgre os over, om der var straffe eller ej, for vi har ikke behov for pointet. Det betyder meget for os, at vi er ubesejrede i så lang tid, og derfor er jeg glad over, at deres sidste skud ikke gik ind, sagde han med et smil.
Næste kamp for Team Esbjerg er på onsdag, når Aarhus United kommer til Blue Water Dokken.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – Brest Bretagne Handball 28-28 (15-16)
Målscorere Team Esbjerg: Kristine Breistøl 8, Marit Røsberg Jacobsen 4, Mette Tranborg 3, Sanna Solberg 3, Henny Reistad 3, Vilde Mortensen Ingstad 3, Kaja Kamp 2, Beyza Türkoglu 2.
Topscorer Brest Bretagne Handball: Alicia Toublanc 7.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 4
Brest Bretagne Handball: 6
2135 tilskuere i Blue Water Dokken.