Energioverskud sikrer anden storsejr på tre dage

31/01 - 2022

Hvis kampprogrammet er hårdt for Team Esbjerg, så skjuler spillerne det godt. For på bare tre dage har de slået deres modstandere med samlet 25 mål. Denne gang gik det ud over Ajax København i Bambusa Kvindeligaen, der blev sendt hjem med et nederlag på 39-27.

For blot 48 timer siden stod Team Esbjerg-spillerne med hænderne over hovedet, efter en flot sejr over HC Podravka Vegeta i DELO EHF Champions League. Derfor kunne man ikke bebrejde spillerne, hvis tanken ikke var helt fuldt. Det var dog ikke til at se i de første minutter af opgøret mod Ajax København.

Hurtigt fik de opbygget en føring, og som tiden gik, blev den kun større. Især forsvaret har stor ære i, at det skete. Flere stærke momenter førte til kontra, som kynisk blev sat i kassen. Hele ni kontramål scorede Team Esbjerg i første halvleg, og det var tydeligt, at gæsterne havde problemer med at finde løsningerne i deres angreb.

Offensivt vaklede det heller ikke. Hjemmeholdet spillede sig til fine chancer, hvor stregspillerne fik gunstige forhold for at skinne igennem. Noget som både Kaja Kamp og Vilde Mortensen Ingstad udnyttede til fulde gennem hele kampen. Pauseføringen på 18-10 var derfor fortjent.

– Spillerne gjorde deres arbejde godt. De fik sat sig op i dag, og de udførte det. Og det er det, de kan, fordi der er så mange dygtige spillere på holdet. I dag shinede stregspillerne, og fløjspillerne lavede flere kontramål, sagde Jesper Jensen efter kampen.

Efter pausen blev det hele lidt mere rodet, men tempoet var sat op. Ajax kom ud med lidt mere fart i stængerne, og det lykkedes dem at komme op på 20-14. De kunne dog ikke holde samme tempo, og fejlene sneg sig også ind i spillet, hvilket blev udnyttet til mål i den anden ende.

Anden halvleg vil nok blive huske for de mange mål. I alt blev det scoret 38 mål mellem de to hold. De fleste tilfaldt Team Esbjerg, der vandt en knusende sejr på 39-27. Hvilket skaber ro hos holdet. For allerede om to dage, venter endnu et opgør.

– Det er fedt at have disse to kampe, for vi er på ingen måde trætte. Det, vi frygtede, var en hård kamp mod Podravka og en hård kamp her mod Ajax, og så måtte der være nogle, der virkelig skulle gå dybt, men det føler jeg ikke, vi har gjort. Vi har roteret blandt spillerne, og alle har spillet en halv kamp, sagde cheftræneren.

Selvom kampen til sidst blev lidt rodet, så ser Jesper Jensen den som et klart friskhedstegn fra spillerne.

– Det viser også bare, at der er overskud til at spille. Det ville være meget værre, hvis de ikke havde lyst til at løbe fremad. Det er fedt, at man har to kampe på tre dage, og der stadig er den iver i de sidste ti minutter af opgøret.

På onsdag vil der igen være håndbold i Blue Water Dokken. Modstanderen er denne gang Skanderborg Håndbold, der kommer forbi.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Ajax København 39-27 (18-10)

Målscorere Team Esbjerg: Kaja Kamp 7, Beyza Türkoglu 6, Henny Reistad 5, Vilde Mortensen Ingstad 5, Annette Jensen 3, Sanna Solberg 3, Marit Røsberg Jacobsen 3, Kristine Breistøl 3, Michala Møller 2, Mette Tranborg 2,

Topscorer Ajax København: Stine Nørklit Lønborg 5.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 1

Ajax København: 1

1231 tilskuere i Blue Water Dokken, Esbjerg.