To point - og så videre til næste opgør
19/01 - 2022
Team Esbjerg havde – rent fysisk – ikke meget at skyde med, men de havde nok til en sejr over Holstebro Håndbold i Bambusa Kvindeligaen. For efter en uge med coronasmitte gjaldt det i sidste ende om at komme op i omdrejninger igen samtidig med, at de fik de to point hus. Og det gjorde de.
Holdet var presset på fysikken inden opgøret gik i gang. Efterveerne fra en uge med sygdom i omløb førte til, at holdet havde problemer med at finde frem til spillere, der var på toppen. Derfor var der også plads til to nye ansigter bænken i form af fløjspiller Caroline Gade og målvogter Stine Lund.
Deres mængde af spilletid havde muligvis været meget mere, hvis Team Esbjerg kunne har bragt sig længere foran, men i dagens kamp var der problemer. For ikke nok med at fysikken haltede, så viste Holstebro sig også fra deres skudstærke side.
Op gennem første halvleg lykkedes det aldrig Team Esbjerg at skabe et stort forspring, som mange måske havde forventet, da der var tale om et opgør mellem top og bund. Faktisk blev forspringet aldrig højere end to mål, og til pausen var det også en stilling på 18-17, som kunne give Holstebro blod på tanden.
Skuddene sad nemlig fra distancen for gæsterne, og det var svære betingelser for defensiven i opgøret.
– Vi manglede alle sammen timing, for vi har ikke trænet sammen i 10 dage. Så timingen med parader og keeper, hvor langt skal vi frem, og hvor langt skal vi ikke frem, var der ikke. Vi har holdt taktik, men alle møder har altid startet med at spørge, hvordan folk havde det. Det var en kamp som udelukkende var på et vel og vel-præmis, hvor det vigtigste var at vinde, sagde Jesper Jensen.
Efter pausen tabte gæsterne lidt af den friskhed, som de indledte opgøret med, og det blev udnyttet af hjemmeholdet, som offensivt ikke tabte pusten, selvom det ville have været forståeligt.
Team Esbjerg kom mere i kontrol, og selvom gæsterne ikke blev blæst bagud i anden halvleg, så var forskellen stor nok til at værterne kunne tage et forspring, som holdt til slutfløjt.
– Jeg syntes, det var en kamp, hvor det gjaldt om at få de to point og så videre. Det var hele tiden målet. Det var ikke at spille godt, men at få spillerne i trænings-mode igen. Vi har kun haft én hel træning sammen, så det var fint at få de to point. Vi er glade og tilfredse og er med på, at der skal mere til fremover, sagde cheftræneren.
Og fremover bliver det svært. Allerede på søndag venter FTC i en topkamp i DELO EHF Champions League. Her vil dette opgør få betydning, da spillerne har få minutter i benene, og det mente cheftræneren vil være til stor gavn.
– Vi fik lige mærket, hvordan kroppene ville reagere, og nu har vi også nogle træninger inden kampen, så det skal nok nå at rette sig til, sagde Jesper Jensen.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – Holstebro Håndbold 34-31 (18-17)
Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 9, Kaja Kamp 4, Kristine Breistøl 4, Vilde Mortensen Ingstad 4, Michala Møller 3, Mette Tranborg 3, Marit Røsberg Jacobsen 3, Sanna Solberg 2, Estavana Polman 2.
Topscorer Holstebro Håndbold: Lærke Christensen og Jenny Carlson 8.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 1
Holstebro Håndbold: 1
1188 tilskuere i Blue Water Dokken, Esbjerg.